REGION HOVEDSTADEN
SKOVLUNDE
Ejendomskontor
Teknik- og miljøudvalget i Ballerup Kommune har godkendt forslag til lokalplan for Lundebjerg-bebyggelsen i Skovlunde.
Lokalplanen er udarbejdet som et tillæg til lokalplan nr. 038, og formålet er at muliggøre opførelse af et nyt ejendomskontor i Lundebjerg-bebyggelsen som ønsket af boligorganisationen Almenbo, som administrerer bebyggelsen.
Lokalplanforslaget fremlægges i offentlig høring i to uger.
BALLERUP
Boligbebyggelse
Teknik- og miljøudvalget i Ballerup Kommune anbefaler, at forslag til lokalplan nr. 179 for et område ved Bydammen i Ballerup godkendes og fremlægges i offentlig høring.
Lokalplan nr. 179 har til formål at give mulighed for opførelse af en boligbebyggelse langs Banegårdspladsen og Bydammen i Ballerup. Det sker som led i den aktuelle udvikling af Ballerup Bymidte, hvor der ved omlægning af Banegårdspladsen og etablering af en ny plads samt fortætning med nybyggeri - primært til boliger - arbejdes på at gøre bymidten mere levende og attraktiv.
Arkitektfirmaet Arkitema har for projektudviklingsfirmaet Pantheon - og i samarbejde med Ballerup Kommune - udarbejdet de principper og det tegningsmateriale, som lokalplanens bestemmelser er baseret på.
I lokalplanen gives der mulighed for at bygge i tre-fem etager plus hævet p-kælder, etageantallet skal varieres, og der tillades en maksimal bygningshøjde på 18 meter, hvor der bygges højest.
Lokalplanforslaget sendes ifølge planen i offentlig høring i perioden fra ultimo november 2018 til ultimo januar 2019.
FREDERIKSSUND
Etageboliger
Plan- og Miljøudvalget i Frederikssund Kommune har besluttet, at der skal udarbejdes lokalplan for et etageboligbyggeri i Jernbanegade i Frederikssund.
Frederikssund Kommune har modtaget et projekt for boligbyggeri på to ejendomme: Jernbanegade 2 og Jernbanegade 8-10 i Frederikssund. Projektet kan opdeles i to dele; del 1, der omfatter Langes gård, og som hovedsageligt omfatter renovering af eksisterende bebyggelse, og del 2, der omfatter ny bebyggelse på matrikel 66 og 65A Frederikssund Bygrunde.
Del 1 omfatter nedrivning af en bygning, der i dag anvendes til butik/erhverv, opførelse af en ny bygning i to en halv etage, der skal indrettes med butik/erhverv i stueetagen og seks boliger i de øvrige etager, renovering af den bevaringsværdige Langes gård og af Østergade 32C og D samt erhvervsbygning E, som også er bevaringsværdige. I sidstnævnte bygning indrettes der erhvervslokaler og 14 boliger.
Del 2 omfatter i hovedtræk nedrivning af to bygninger mod gågaden, som i dag anvendes til butik og erhverv, opførelse af en ny bygning i to en halv etage, der indrettes til erhverv i stuetagen og med 10 boliger ovenover og opførelse af tre punkthuse i tre en halv etager indrettet med 24 boliger.
SKIBBY
Tre enfamiliehuse
Frederikssund Kommune har modtaget en ansøgning om at opføre tre enfamiliehuse på Dådyrvej i Skibby.
Husene ønskes opført med en størrelse på 140 kvm til 150 kvm med udestuer på 24 kvm og garager på 24 kvm.
Det ansøgte kræver dispensation fra lokalplan nr. 91. Plan- og miljøudvalget i Frederikssund Kommune anbefaler, at der dispenseres som ansøgt.
REGION SJÆLLAND
STEVNS
Hal
Der skal bygges en ny Stevnshal og sideløbende skal der udarbejdes en helhedsplan for området omkring hallen. Udvalget for arbejdsmarked, erhverv og turisme i Stevns Kommune skal på sit møde 14. november se på et forslag til tids- og aktivitetsplan.
Ifølge planerne udbydes opførelsen af den nye hal i omvendt licitation og som totalentreprise, og det ventes at ske i oktober næste år. Tidsplanen fastsætter indvielsen af den nye hal til sommeren 2021.
Udarbejdelse af helhedsplanen samt byggeriet af en ny Stevnshal kræver, at der udarbejdes et kommuneplantillæg samt en lokalplan.
Der er afsat anlægsmidler i de tre kommende budgetår på henholdsvis 1,1 mio. kr. 11 mio. kr. og 15 mio. kr.
GERLEV
Renovering af svømmehal
Kultur- og Fritidsudvalget i Slagelse Kommune anbefaler, at byrådet giver en anlægsbevilling på 2 mio. kr. til renovering af Gerlev Svømmesal.
Gerlev Idrætshøjskole finansierer selv resten af udgiften til renoveringen, som beløber sig til omkring 5,7 mio. kr.
REGION SYDDANMARK
BILLUND
Erhvervsområde
Billund byråd har vedtaget Lokalplan nr. 307 - Erhvervs- og centerområde ved Grindsted Landevej og Trehøjevej endeligt.
Planen muliggør etablering af erhvervsområde ved Grindsted Landevej og videreførelse af centerområdet ved Trehøjevej.
SØNDERBORG
Daginstitution
Ved årets budgetaftale afsatte Sønderborg byråd i alt 32 mio. til et ambitiøst kommunalt daginstitutionsbyggeri, placeret på Møllegade/ Sundsmarksvej i Sønderborg, og projektet sættes nu i gang.
Der er etableret en styregruppe, en byggeprojektgruppe og en proces- og kommunikationsgruppe, og der udarbejdes nu et kort kommissorium for den samlede opgave, hvoraf de enkelte gruppers opgaver fremgår.
REGION MIDTJYLLAND
LUND
37 tryghedsboliger
Plan- og miljøudvalget i Horsens Kommune anbefaler, at det lokalplanforslag, der er udarbejdet for at gøre det muligt at opføre 37 tryghedsboliger i tilknytning til plejehjemmet Tamdrupcentret i Lund, godkendes og fremlægges i offentlig høring i fire uger.
Der er tale om almene familieboliger til borgere over 60 år, som har behov for tilknytning til et plejecenter.
I tilknytning til de nye boliger etableres der et grønt fællesområde både for de nye beboere, men også med almindelig offentlig adgang.
GØDVAD
Etageboliger
Plan- og vejudvalget i Silkeborg Kommune har sagt god for, at lokalplanlægningen for et boligområde med etageboliger ved Oslovej i Gødvad sættes i gang.
Lokalplanlægningen udføres på baggrund af en ansøgning med to bebyggelsesplaner for 20-30 etageboliger og én parcelhusgrund.
SILKEBORG
177 boliger
Plan- og vejudvalget i Silkeborg Kommune har vedtaget lokalplan 12-018 for et boligområde ved Brunbakkevej i Buskelund endeligt.
Lokalplanen giver mulighed for opførelse af 177 boliger af typen tæt-lav og ni åben-lave boliger.
Samtidig har udvalget vedtaget lokalplan 12-015 for et boligområde nord for Øster Bordingvej i Buskelund endeligt.
Denne lokalplan giver mulighed for opførelse af 70 boliger af typen tæt-lav og 26 åben-lave boliger.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Skovlunde, Ballerup, Frederikssund, Skibby, Stevns, Gerlev, Billund, Sønderborg, Lund, Gødvad og Silkeborg