23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye anlægsopgaver på vej

Læs i dag om kommende anlægsprojekter på Frederiksberg, i Skovlunde, Vipperød, Gjessø, Silkeborg, Middelfart og på Fanø

REGION HOVEDSTADEN

FREDERIKSBERG

Plads
Etableringen af parkeringskælderen på Langelands Plads på Frederiksberg er på vej ind i den sidste fase, hvor selve pladsen skal anlægges.

By- og miljøudvalget i Frederiksberg Kommune havde sagen på dagsordenen forleden, og her besluttede udvalget at anbefale den forelagte pladsudformning.

Dog anbefaler udvalget, at der etableres supplerende begrønning af pladsen og at det undersøges, om der kan etableres lege-/motionsredskaber op ad den ny transformerstation i pladsens nordvestlige hjørne.

Udvalget indstiller, at der anlægsbevilges 10,4 mio. kr. til etablering af pladsen.

Pladsens indretning er blevet til i samarbejde med følgegruppen, som består af beboere fra lokalområdet.

SKOVLUNDE

Multibane
I forbindelse med indretning af udearealerne til Kas-perskolens nye placering ved Ejbyvej i Skovlunde er der et ønske om at få etableret en multibane i den tilstødende del af Skovlunde Bypark til brug for eleverne på Kasperskolen, Skovlunde Skole Syd og for offentligheden.

I den forbindelse ønskes den eksisterende randbeplantning mod Skovlunde Bypark ud mod stien udtyndet.

Placering af multibanen og udtyndingen af beplantningen skal ske under hensyntagen til de mest bevaringsværdige træer og til de eksisterende ledninger i jorden.

Teknik- og miljøudvalget i Ballerup Kommune besluttede forleden at give mulighed for etablering af multibanen som ønsket, ligesom der blev givet grønt lys for udtynding af randbeplantningen.

REGION SJÆLLAND

VIPPERØD

Støjvold
På baggrund af en screening har Holbæk Kommune vurderet, at etablering af støjvold ved Vipperød Bakker ikke kræver udarbejdelse af VVM redegørelse.

Der kan klages over afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet frem til 29. november.

REGION MIDTJYLLAND

GJESSØ

Belysning
Kultur-, fritids- og idrætsudvalget i Silkeborg Kommune besluttede forleden, at der skal etableres et nyt lysanlæg på idrætsanlægget i Gjessø, idet det eksisterende anlæg på banen vurderes at være udslidt.

Et nyt lysanlæg anslås at ville koste omkring 400.000 kr.

SILKEBORG

Vej og sti
Plan- og Vejudvalget i Silkeborg Kommune anbefaler, at byrådet godkender en anlægsbevilling på 10 mio. kr. til etablering af vej- og stiadgang til et nyt boligområde mellem Øster Bordingvej, motorvejen, Viborgvej og Nordre Højmarksvej.

Projektet omfatter etablering af vej- og stiadgang til byggemodning af lokalplanområderne 12-015, 12-018 og 12-027, som er anden del af første etape af et det nye boligområde. Det er den vestlige ende af den nye fordelingsvej, Astrid Lindgrens Vej, som skal anlægges.

Vejen tilsluttes Øster Bordingvej i et nyt kanaliseringsanlæg.

I en fremtidig etape II forbindes denne del med den allerede etablerede østlige ende af Astrid Lindgrens Vej.

Der etableres cykel- og gangstier i de nye boligområder, og disse kobles sammen med stisystemet syd for Øster Bordingvej gennem lokalplanområde 12-027.

Anlægsarbejderne udbydes i offentlig licitation, og arbejdet forventes påbegyndt i foråret 2019.

REGION SYDDANMARK

MIDDELFART

Støjvold
I forbindelse med byggemodning af arealerne ved Toften stiller Lokalplan 137 krav om, at der etableres støjvold langs banen syd for Toften i Middelfart, og Middelfart Kommune har brug for at erhverve 23.119 kvm jord fra en lodsejer til forlængelse og færdiggørelse af den eksisterende støjvold frem til Ulvsbjergvej.

Middelfart byråd besluttede forleden, at Trafik- og Vejafdelingen skal indlede ekspropriation.

Anlægsarbejdet skal ifølge planerne indledes ved årsskiftet 2018/2019.

FANØ

Uddybning
Sønderho Havn Støtteforening vil gerne sætte gang i en udgravning af sejlrenden til Sønderho Havn.

Den samlede udgravning forventes at kunne gennemføres for 5,1 mio. kr., og Sønderho Havn Støtteforening ønsker at opdele hele udgravningen i tre etaper, således at der uddybes i renden efterhånden, som finansieringen falder på plads.

Etape 1 omfatter uddybning af rende til Fuglsand med 30.000 kbm, etape 2 omfatter uddybning af rende til Børsen med 25.000 kbm og etape 3 omfatter uddybning af havnebassin med 10.000 kbm.

Første opgave er at foretage en drone-opmåling af uddybningsområdet og området, hvor det opgravede materiale ifølge tilladelse skal udlægges.

Erhvervs, natur og teknikudvalget i Fanø Kommune anbefaler, at uddybningen sættes i gang snarest muligt. Sagen behandles i Fanø Byråd den 19. november.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.154|instance-web02