23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye anlægsopgaver på vej

Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Otterup, Grindsted, Billund, Veflinge Køge, Præstø og Birkerød

REGION SYDDANMARK

OTTERUP

Udstykning
Teknik- og Miljøudvalget i Nordfyns Kommune skal på sit møde i dag godkende en udstykningsplan for en ny udstykning i området mellem Stenløkkevej og Horsebækvej i Otterup. Der indgår 27 grunde i udstykningsplanen.

Udvalget skal ligeledes godkende en udstykningsplan for Åbakkevej/Søndersøvej i Morud. I denne sag søges der også en bevilling på 1 mio. kr. til forundersøgelser og projektering. Sidstnævnte sag skal også behandles i kommunalbestyrelsen. 

GRINDSTED

Ombygning af genbrugspladser
Genbrugspladserne i Billund og Grindsted samt omlastestationen i Grindsted skal nyindrettes, og Billund Kommune har udarbejdet et byggeprogram samt en principskitse til ombygningen.

Teknik- og miljøudvalget i Billund Kommune skal tage stilling til byggeprogram og dispositionsforslag på sit møde den 13. november.

Forvaltningen beder om frigivelse af 25 mio. kr. til projekterne.

Formålet med ombygningen af pladserne er at effektivisere driften.

BILLUND

Boligområder
Teknik- og Miljøudvalget i Billund Kommune skal på sit møde den 13. november tage stilling til, om arbejdet med en helhedsplan for Billund Syd skal sættes i gang.

Billund Syd er det eneste sted i byen, hvor der kan udvikles nye boligområder. For at igangsætte nye lokalplaner, skal der være en vedtaget en helhedsplan for området, som danner ramme for områdets fremtidige lokalplaner og bliver retningsgivende for den landskabelige bearbejdning, infrastrukturelle hovedgreb og overordnet placering af bebyggelsesfelter. 

VEFLINGE

Bytorv
Veflinge Lokalråd har søgt Nordfyns Kommune om et tilskud på 90.000 kr. til anlæggelse af fliser og renovering af bagmur på forsamlingshusets p-plads. Erhvervs-, kultur- og fritidsudvalget beslutter på sit møde i morgen, om der skal siges ja til ansøgningen.

Belægningen og renoveringen af muren er en del af et større projekt, der har til formål at skabe et bytorv, som både skal fungere som plads til juletræshygge og andre aktiviteter, parkeringsplads samt mødested og åndehul for byens beboere.

Vej og Park er part i projektet, og har bevilget arbejde i form af planering af pladsen, etablering af fortov samt gadebelysning. Dette arbejde vil blive gennemført i her november, hvorefter lokalrådet vil igangsætte delprojektet med nye fliser og renovering af mur.

Lokalrådet mangler i alt 396.000 kr. for at kunne færdiggøre det samlede projekt.

REGION SJÆLLAND

KØGE

Renovering af gadekær
Klima- og planudvalget i Køge besluttede forleden, hvilke ansøgninger om støtte fra landsbypuljen, der skal imødekommes.

Der er indkommet 11 ansøgninger til kommunens landsbypulje med et samlet ansøgningsbeløb på 412.545 kr.

Blandt de ansøgninger, der blev imødekommet er Svansbjerg Landsbylaugs ansøgning til diverse forskønnelsesprojekter, St. Salby Landsbylaug ansøgning om støtte til forskønnelse af gadekær og Ellebækskolen Gørslevs ansøgning om støtte til en sanseoase.

Landsbypuljens formål er at støtte projekter og aktiviteter, der kan fremme realiseringen af Køge Kommunes landdistriktspolitik i kommunens 32 afgrænsede landsbyer og det åbne land.

PRÆSTØ

Fjernvarme
Præstø Fjernvarme A/S har fået udarbejdet et projektforslag for udvidelse af sit forsyningsområde, idet selskabet ønsker at varmeforsyne den nye bebyggelse på Antonibakken.

Udvalget for Plan og Teknik i Vordingborg Kommune har projektforslaget til behandling på sit møde i dag, hvor det indstilles godkendt og fremlagt i fire ugers offentlig høring.

REGION HOVEDSTADEN

BIRKERØD

Trafiksikring
Toftevangskolen i Birkerød oplever farlige trafikale situationer, primært i morgenmyldretiden. På den baggrund har repræsentanter fra skolen rettet henvendelse til Rudersdal Kommune med et forslag til forbedringer af trafikafviklingen. Forvaltningen har i samarbejde med skolen justeret forslaget og foreslår, at forslaget realiseres som forsøg.

Miljø- og teknikudvalget tager stilling til forvaltningens forslag på sit møde i dag.

Der skal bruges omkring 70.000 kr. på trafiksikringen.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.125|instance-web03