Cykelgrossist samler lagre i Aarhus
Søndergaard & Sønner A/S har taget et nyt højlager i brug
Efter flere år med lagre spredt rundt i Aarhus har reservedelsvirksomheden Søndergaard & Sønner A/S i Aarhus taget et nyt højlager i brug ved sit domicil i Aarhus-bydelen Viby J.
Virksomheden er en af landets største inden for reservedele til cykler, og det nye lager, der har en frihøjde på otte meter, har givet reservedelsvirksomheden yderligere 600 pallepladser.
Grossistvirksomheden har i flere år døjet med pladsproblemer og har igennem de sidste 40 år løbende udvidet med nye haller ved sit domicil i Viby J., samt lejet sig ind hos en nabo, da der ikke var flere udvidelsesmuligheder.
- Vi fylder meget volumenmæssigt, fordi cykelhandlernes lager reelt ligger hos os. Med det nye højlager har vi vundet cirka 600 pallepladser. Vi har en frihøjde på otte meter, og vi har brug for kubikmeter mere end kvadratmeter, så med en frihøjde, to meter højere end vort eksisterende lager, udnytter vi loftshøjden, siger Søndergaard og Sønners adm. direktør, Henrik Søndergaard, i en pressemeddelelse.
Højlageret er opført af Horsens-entreprenøren Base Erhverv i en totalentreprise og blev taget i brug i sommer.
Virksomheden
Søndergaard & Sønner A/S er et 105 år gammelt familiefirma.
Det blev etableret i 1913 af Adolf Søndergaard som grossistforretning med cykler i lejede lokaler i Frederiksgade i Aarhus. Hurtigt kom hans bror A. S. Weiling med i firmaet, som blev udbygget med motorcykler, symaskiner og radioer. I 1956 besluttede brødrene at dele firmaet. Sortimentet var på dette tidspunkt udbygget med fremstilling af knallerter. A. S. Weiling overtog cykelafdelingen, og dannede selskabet Weiling og Søn, der fortsatte sit virke i lokalerne i Frederiksgade. Adolf Søndergaard købte en bygning på Skanderborgvej i Viby J., og fremstillede knallerter af mærker som Radexi, Spinner og Ferrari. Lokalerne blev imidlertid også for små, og ret hurtigt blev der udvidet med en tilbygning. I en periode fra 1956 og fremefter samlede man på gode dage op til 50-60 Radexi-knallerter om dagen. Da det daværende Aarhus Amt lagde beslag på Skanderborgvej 124-126 i Viby J., byggede Søndergaard & Sønner en ny bygning på Fabriksvej 3 i Viby J., som siden 1975 har været firmaets domicil. Søndergaard & Sønners kunder er de fleste danske cykelhandler. |