REGION HOVEDSTADEN
TAASTRUP
Rækkehuse
Efter endt høring indstilles lokalplan 1.51.3 for et område afgrænset af Taastrup Hovedgade og Hveen Boulevard i den sydlige del af Taastrup nu til endelig vedtagelse. I første omgang i plan- og miljøudvalget i dag.
Lokalplanen baner vej for opførelse af en rækkehusbebyggelse med 38 boliger i henholdsvis ét og to plan, ligesom det bliver muligt at udstykke otte parceller til enfamiliehuse på arealet syd for det kommunale regnvandsbassin i området.
TAASTRUP
Kontorbyggeri
Plan- og miljøudvalget i Høje-Taastrup Kommune skal på sit møde i dag blandt andet tage stilling til, om forslag til lokalplan for erhvervsbyggeri mellem Halland Boulevard og Berings Gade skal godkendes og fremlægges i otte ugers offentlig høring.
Lokalplan 2.19.13 skal skabe mulighed for at opføre kontorbyggerier på et ubebygget areal mellem Halland Boulevard og Berings Gade.
Området er ejet af MT Højgaard med undtagelse af den nordlige matrikel, som sælges af kommunen, da den er et tidligere vejudlæg til udvidelse af Blekinge Boulevard, som ikke længere er aktuelt. Lokalplanen tillader op til 66.300 kvm bebyggelse.
FREDERIKSVÆRK
40 boliger
Ejeren af et areal ved Åsebro i Frederiksværk ønsker at opføre punkthuse med otte lejligheder i hver.
Husene er i to etager, og da kommuneplanen kun giver mulighed for halvanden etage i området ved Åsebro, skal Halsnæs Byråd træffe beslutning om, hvorvidt projektet skal afvises, eller om der skal udarbejdes et kommuneplantillæg og en lokalplan, der muliggør projektet. I første omgang behandles sagen i udvalget for miljø og plan i dag.
KØBENHAVN
Almene boliger
Teknik- og miljøudvalget i Københavns Kommune skal på sit møde på mandag tage stilling til, om der skal gives nogle dispensationer fra lokalplan nr. 536 Solvangkvarteret i Urbanplanen Syd, Amager Vest.
Den almene boligforening 3B ønsker at opføre familieboliger efter AlmenBolig+ konceptet for at igangsætte udviklingen af Solvangkvarteret i Urbanplanen Syd.
Solvangkvarteret er udpeget som udsat byområde, og Københavns Kommune og 3B har udarbejdet en helhedsorienteret udviklingsplan, der fokuserer på at udvikle området til et trygt og moderne bykvarter, der kan tiltrække ressourcestærke beboere.
Lokalplanen for Solvangkvarteret blev udarbejdet i 2016 på baggrund af en arkitektkonkurrence for nybyggeri på Solvangcentergrunden og er således målrettet et konkret vinderforslag og indeholder en række meget præcise bestemmelser.
Ifølge 3B har prisudviklingen siden 2015 gjort det vanskeligt at realisere lokalplanen, og 3B ønsker derfor at opføre boliger efter AlmenBolig+ konceptet.
KØBENHAVN
Familie- og ungdomsboliger
Teknik- og miljøudvalget i Københavns Kommune har blandt andet et alment boligprojekt med familie- og ungdomsboliger på dagsordenen på sit møde på mandag.
Boligprojektet, som omfatter fire familieboliger og 36 ungdomsboliger, skal opføres på Strandlodsvej 11 på Amager med DFB som bygherre. Boligerne er en del af en større bebyggelse med blandede ejerformer, og de er tegnet af Holscher & Nordberg.
REGION SJÆLLAND
KØGE
Renovering af kontorlokaler
Lokalerne i Det Grønne Hus i Vestergade 3C i Køge er ikke tidssvarende som kontorarbejdspladser. For at bringe lokalerne op på et niveau, så der er mulighed for udlejning, skal der ske en renovering, og det planlægger Køge Kommune at sørge for.
Connect Køge har udtrykt ønske om at leje kontorer på husets første sal, og Grøn omstilling vil efter en renovering leje lokaler i stueetagen.
HERFØLGE
Rækkehuse
Klima- og planudvalget i Køge Kommune har meddelt dispensation fra lokalplan 1041 til opførelse af rækkehuse på Tessebøllevej.
Ansøger ønsker at opføre 29 rækkehuse med egen carport i forbindelse med hver bolig.
REGION SYDDANMARK
ODENSE
Videreudvikling af ny bydel
For at muliggøre en videreudvikling af en ny bydel med boliger, erhverv og service på den tidligere Gasa-grund ved Middelfartvej og Lavsenvænget i Bolbro er der udarbejdet et forslag til lokalplan nr. 8-890 for Gartnerbyen - etape 2. By- og kulturudvalget i Odense Kommune beslutter på sit møde den 11. november, om forslaget skal godkendes og fremlægges i otte ugers offentlig høring
Lokalplanen muliggør opførelse af godt 400 boliger i form af byhuse/rækkehuse og etagebyggeri samt indretning af en efterskole, college eller lignende i en del af den eksisterende bebyggelse.
I 2017 blev der udarbejdet kommuneplantillæg og lokalplan for første etape af det tidligere Gasa i Bolbro. Der blev samtidig udarbejdet en helhedsplan "Gartnerbyen, Byens grønne hjerte" for den fulde udbygning af området til en helt ny bydel med flere hundrede boliger, service og et lokalcenter.
Realiseringen af Gartnerbyen har vist sig at have så positiv investorinteresse, at grundejeren ønsker at igangsætte planlægning for anden etape af området.
ODENSE
Renovering af køkken
Højby Forsamlingshus har søgt Odense Kommune om et rentefrit lån til renovering af køkkenet. Forvaltningen indstiller, at der ydes et rentefrit lån på 90.000 kr. til renovering og modernisering af køkken i Højby Forsamlingshus.
I første omgange behandles sagen i By- og kulturudvalget 11. november
I alt ventes renoveringen at komme til at koste 400.000 kr.
REGION MIDTJYLLAND
SAKSILD
Vandrerhjem
Ruth og Jens Uth Toldstrup har købt ejendommen Kystvejen 6 ved Saksild Strand med henblik på at nedrive eksisterende bebyggelse på ejendommen og i stedet opføre et vandrerhjem med 12 overnatningsenheder.
I den forbindelse er der udarbejdet forslag et lokalplanforslag, som forvaltningen nu indstiller til vedtagelse og otte ugers offentlig høring.
I første omgang behandler miljø-, teknik- og klimaudvalget i Odder Kommune sagen den 13. november. Odder Byråd har sagen på dagsordenen den 26. november.
REGION NORDJYLLAND
BRØNDERSLEV
Udvalgsvarebutik
Brønderslev Kommune har modtaget en henvendelse fra en projektudvikler, der ønsker at erhverve et areal i erhvervsområdet ved Jernaldervej i Brønderslev.
Projektudvikler ønsker at opføre en større udvalgsvarebutik med et butiksareal på 1.600 kvm på arealet, hvilket vil kræve et nyt plangrundlag.
Teknik- og miljøudvalget har sagen på dagsordenen forleden og indstiller, at der igangsættes en planlægning for arealet og at der i første omgang gennemføres en fire uger lang fordebat med indkaldelse af ideer og forslag til den videre planlægning.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Taastrup, Frederiksværk, København, Køge, Herfølge, Odense, Saksild og Brønderslev