Vi gør som vi plejer
Danske Malermestre holdt forleden et gå-hjem-møde om samarbejdet i byggeriet - eller måske rettere manglen på samme. Grunden til at vi tog initiativ til mødet er, at det er en evig kilde til frustration blandt vores medlemmer, at byggepladserne er præget af manglende styring, svigtende tidsplaner, rod og en jeg-er-mig-selv-nærmest-kultur entreprenørerne imellem. Som maler forventes man ofte at nå det hele på den halve tid, alt imens man balancerer rundt mellem byggematerialer og andet rod på byggepladsen. Desværre oplever man også jævnligt, at allerede udført arbejde ødelægges af andre håndværkere af ren og skær ubetænksomhed.
Alle skal stramme op
Problemstillingen er ikke ny. Vi har diskuteret dette i årevis, og uden at jeg skal gøre mig til talsmand for andre fag, er jeg helt overbevist om, at andre byggefag oplever lignende problemer og frustrationer. Der er med andre ord tale om et brancheproblem, men hvorfor er det så, at vi ikke gør noget ved det? Er svaret mon, at det ikke kan betale sig? Det kan klart afvises! Der er masser af dokumentation for, at det godt kan betale sig at bevare kontrollen over et byggeri, følge tidsplanerne, rydde op og bevare en god tone mellem de forskellige fag.
Desværre er svaret nok, at det er lettere at gøre, som vi plejer, anbefalinger eller ej. Vi ved godt hvad der skal til, men det kræver, at vi alle strammer op, og hvis ikke vi har tillid til, at de andre også gør det, så ser vi ikke nogen ide i, at vi selv gør det. Og så gør vi bare, som vi plejer. Giver et for billigt tilbud, starter på opgaven (forsinket), sørger for at alle andre end en selv får ansvaret for, hvad end der måtte gå galt, og redder det, der reddes kan. Ud igen og videre til den næste opgave. Det er den kultur, vi skal have ændret.
Ligegyldigheden breder sig
For mig at se bliver man nødt til at starte med en bedre planlægning og en mere konsekvent styring af byggeriet. Det er vel ikke meget anderledes end en almindelig folkeskoleklasse. Formår læreren ikke at sætte sig i respekt og tage ledelsen af klassen, er der i hvert fald mindst 10 elever, der er klar til at sætte deres egen dagsorden. Og oplever resten af eleverne manglende konsekvens, ja så breder ligegyldigheden sig.
Når tidsplanerne næsten aldrig holder, kan det jo kun skyldes tre ting; at de konsekvent er for optimistiske, at byggeriet og processerne ikke er tænkt godt nok igennem fra starten, eller at byggeledelsen har været for eftergivende over for entreprenørers sløseri.
Kom ikke og sig, at det skyldes, at der altid opstår uforudsete problemer i byggeriet. For hvis de altid opstår, kan de indregnes i tidsplanen, og i så fald ville lige så mange byggerier være færdige før tid som efter, og det er jo nok ikke tilfældet.
Jeg håber, at vi med vores konference kan være med til at yde vores beskedne bidrag til at få ændret på tingenes tilstand. Vi rækker i hvert fald hånden frem til de andre parter i byggeriet i håbet om, at vi sammen kan skabe en ny kultur.
Artiklen er en del af temaet Debat.
