23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Gladsaxe, Herlev, Næstved, Rudkøbing, Silkeborg, Viborg, Hjørring, Vrensted, Løkken og Dronninglund

REGION HOVEDSTADEN

GLADSAXE

Facade- og tagrenovering
Sundheds- og Rehabiliteringsudvalget i Gladsaxe Kommune godkendte i juni, at der etableres 23 midlertidige pladser i Kildegårdens almene plejeboliger, og det blev besluttet, at Kildegårdens fløj C skal nedrives, når erstatningsfaciliteter er etableret.

Det er besluttet at bevare fløj B - plejeboligafdelingen - og der er nu udarbejdet et projektforslag for renovering af bygningens nordside samt udskiftning af bygningens tag. Forslaget forelægges sundheds- og rehabiliteringsudvalget den 8. november med henblik på at opnå udvalgets godkendelse af arbejderne med tilhørende anlægsbevilling og lånoptag.

Kildegårdens plejeboliger er en almen ældreboligafdeling, som administreres af fsb, som varetager forretningsførelsen på nærværende projekt.

Arbejderne forventes udført og afsluttet i 2019.

HERLEV

Modernisering af køkken og bad
DAB har på vegne af Herlev almennyttige Boligselskab, afdeling Lille Birkholm III fremsendt ansøgning til Herlev Kommune vedrørende godkendelse af individuel udskiftning af køkken eller modernisering af bad.

Afdelingen Lille Birkholm III består af 488 lejemål.

Herlev Kommunalbestyrelse har godkendt ansøgningen samt den huslejeforhøjelse, der følger af forbedringerne.

REGION SJÆLLAND

NÆSTVED

Udbygning
Næstved Byråd har besluttet at fremlægges forslag til lokalplan 080 for et område til center- og erhvervsformål ved Køgevej i forlængelse af Næstved Mega Center i otte ugers offentlig høring fra 1. november i år til 3. januar næste år.

Lokalplanforslaget skal muliggøre etablering af detailhandel i lokalplanområdets sydlige del og etablering af kontor- og serviceerhverv med mulighed for butikker med salg af pladskrævende varegrupper i den nordlige del.

Delområde I, der ligger i forlængelse af Megacentret, udlægges alene til centerformål, hvor der kun må etableres udvalgsvarebutikker med et samlet bruttoetageareal på 23.800 kvm. Derudover vil der i delområdet kunne indpasses én dagligvarebutik på op til 1.200 kvm og andre servicefunktioner som café, restauration, legeland mv.

Delområde II og III, beliggende langs lokalplanområdets nordlige afgrænsning, vil kunne anvendes til kontor- og serviceerhverv. Desuden åbnes der mulighed for etablering af butikker med salg af særligt pladskrævende varer med et samlet areal på op til 20.000 kvm i delområde III.

Delområde IV i lokalplanområdets sydvestlige del udlægges til én større detailhandelsbutik med et areal på mellem 15.000 kvm og 20.000 kvm. Lokalplanen fastlægger, at bebyggelse i delområde IV kun må opføres efter en supplerende lokalplan udarbejdet på baggrund af et konkret projekt.

Forslaget sendes i offentlig høring i ni uger fra den 1. november 2018 til 3. januar 2019. Høringsperioden er forlænget på grund af jul og nytår.

REGION SYDDANMARK

RUDKØBING

Udbygning
Ejer af kiosken på Havnepladsen 15 i Rudkøbing "Sekskanten/Ottekanten" har søgt Langeland Kommune om byggetilladelse til udvidelse af bygningen. Bygningen ønskes udvidet, så den bliver 52 kvm stor og kommer til at indeholde et kundeareal samt et kundetoilet. Bygningen er opført i 1914 af Kioskindehaver Finnemann, og den er bevaringsværdig.

Trafik-, teknik- og miljøudvalget har sagt god for, at administrationen indgår dialog med ejer med henblik på at opnå byggetilladelse til udvidelsen.

REGION MIDTJYLLAND

SILKEBORG

Søbad
Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget i Silkeborg Kommune skal på sit møde på mandag drøfte, hvilke principper der skal ligge til grund for etablering af et nyt Vestre Søbad.

En brand på Vestre Søbad har forårsaget omfattende skader på bygningerne ved søbadet.

VIBORG

Reparationer på springgrave
Kultur- og fritidsudvalget i Viborg Kommune har bevilget et tilskud på 144.000 kr. til renoveringsopgaver i springgrave i VGF-centret på Sct. Laurentiivej. Springgravene skal renoveres som følge af indtrængning af grundvand i forbindelse med kraftig regn. 

REGION NORDJYLLAND

HJØRRING

Vedligeholdelsesarbejder
Hjørring Byråd har frigivet en anlægspulje på 800.000 kr. til vedligehold af Hjørring hallerne.

Mange af bygningerne under Hjørring Hallerne har en anseelig alder, og de har derfor i de kommende år brug for ekstra vedligehold.

Der skal eksempelvis udføres større bygningsmæssige tilpasninger med udskiftning af vinduer, døre, tag, gulve samt større ændringer til gavn for brugere og gæster, nyanskaffelser af tekniske anlæg og sikkerhedsmæssige og energibesparende/miljøvenlige foranstaltninger.

VRENSTED

Varmepumpe
Ved renovering og ombygningen af den tidligere skole i Vrensted til Byens Hus var udskiftning af oliefyret ikke en del af projektet. Men det står nu klart, at oliefyret trænger til at blive udskiftet, og der ønskes en energi- og miljørigtig løsning.

Hjørring Byråd besluttede forleden at oprette et nyt anlægsprojekt med en bevilling på 600.000 kr. til etablering af varmepumpe i Byens Hus i Vrensted.

LØKKEN

Udvidelse af erhvervsejendom
Hjørring Byråd har besluttet at fremlægge forslag til Lokalplan nr. 600-L12 - Udvidelse af forlystelsesanlæg og erhvervsområde ved Løkkensholmsvej, Løkken og et tilsvarende forslag til kommuneplantillæg i otte ugers offentlig høring.

Lokalplanen giver mulighed for, at der indenfor området kan etableres overnatningsmuligheder i form af hotel, samt at der kan etableres en mindre butik i tilknytning til forlystelsesanlægget.

Det er desuden formålet med lokalplanen at give mulighed for at udvide erhvervsaktiviteterne i erhvervsområdet.

DRONNINGLUND

Tilbygning
Teknik- og Miljøudvalget i Brønderslev Kommune skal på sit møde på mandag tage stilling til, om lokalplan 02-C-01.02 for Dronninglund Midtby og et tilhørende kommuneplantillæg skal vedtages endeligt.

Lokalplanen skal bane vej for realisering af projekt "Genform Dronninglund", der dækker over en række projekter i Dronninglund midtby - blandt andet kulturarvskommuneprojektet og område- og bygningsfornyelse i Slotsgade.

Med lokalplanen gives der blandt andet mulighed for, at der i tilknytning til biblioteket kan opføres en tilbygning med et areal på op til 400 kvm.

Der kan desuden opføres en mindre tilbygning i tilknytning til børnebiblioteket med et maksimalt etageareal på 100 kvm.

Der gives også mulighed for, at der inden for delområde III kan indrettes et nyt offentligt byrum, der fremtidigt skal fungere som byens mødested.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.094|