23948sdkhjf

12 forskellige mursten i ét byggeri

Ønsket om at skabe en uhomogen bydel på Sluseholmen påvirker naturligvis også murerarbejdet. Det har bl.a. betydet, at murerne har anvendt 12 forskellige mursten i ét og samme byggeri

Det er murer- og entreprenørfirmaet Niels Poulsen ApS, som har entreprisen med at mure facaderne. Et job, der ikke er helt uvant for dem. De har muret halvdelen af byggeriet i Sydhavnen og bl.a. en stor del af murerarbejdet på Nordhavnen og i Ørestaden.
- Som murere skal vi følge de konkrete planer, arkitekten har for byggeriet. Inspirationen fra de hollandske kanalhuse og ønsket om at skabe en uhomogen bydel, hvor det hele ikke ligner hinanden, har bl.a. betydet, at vi har brugt hele 12 forskellige mursten i den ene af ejendommene. Det er noget lidt andet, end når man blot murer derudaf med den samme mursten, siger Mads Poulsen, der er søn i murerfirmaet.

Vi gør, som arkitekten ønsker
Det har uden tvivl gjort processen sværere og mere udfordrende at skulle håndtere og forholde sig til 12 forskellige sten.
- Vi gør, som arkitekten har bestemt. Det er vores opgave at mure og opføre byggeriet, som arkitekten har tænkt det. Og det gør vi. Resultatet her er jo en bydel med sin helt egen identitet, der bestemt ikke ligner meget andet derude, tilføjer Mads. Firmaet murer på Sluseholmen på femte år og har fulgt tidsrammen for byggeriet. De har muret seks ejendomme og er lige nu i gang med nummer syv.
I etaper bliver de fem sidste ejendomme også støbt og klar til, at murerteamet rykker ind. Mads og hans far Niels Poulsen håber naturligvis, at de også bliver udvalgt til at mure de resterende ejendomme.
Det er med en vis stolthed, jeg viser min kæreste arbejdet ude på Sluseholmen, og jeg vil da glæde mig over, når jeg en dag får børn og kan vise dem området og fortælle dem, at her har deres far og farfar muret og været med til at bygge denne bydel. Vi har sat vores aftryk, fortæller Mads. Firmaet har siden 1986 opført kvalitetsbyggeri på hele Sjælland.

Artiklen er en del af temaet SLUSEHOLMEN.

Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094