23948sdkhjf

Nyt om navne

I dag nyheder fra Bygma, Niras og Sweco

Bygma
Stig Hvalsøe, Bygma Viby Sjælland, kan 1. november fejre 25 års jubilæum. Indtil for få måneder siden var Stig direktør for forretningen, men er nu key account manager som en konsekvens af sit ønske om at have endnu tættere daglig kontakt med kunderne.

Stig er uddannet i en tømmerhandel St. Merløse. Efter værnepligt og sergentuddannelse kom han til kamptropperne ved Bornholms Værn. Og med en befalingsmandsuddannelse som ballast kom han tilbage som trælastforvalter hos Brdr. Ravn i Næstved. Efter nogle år blev Stig filialchef for en tømmerhandel i Viby Sjælland. I 1996 blev tømmerhandelen købt af Roskilde Trælast, som var ejet af Bygma. 
 
Niras
Margit Aabenhus Christensen, seniorrådgiver og akademiingeniør, kan 1. november fejre 25 års jubilæum i Niras.

Jubilaren uddannede sig i 1986 til teknisk tegner og supplerede i 1991 med en uddannelse som akademiingeniør, da hendes interesse for byggeriets forunderlige verden voksede, og hun søgte mere teori til at supplere de daglige erfaringer inden for bærende konstruktioner.

Gennem årene har Margit således arbejdet med på spændende byggeprojekter med domicilbyggerier som hendes favoritdisciplin.

De seneste år har Margit øset af sin faglige baggrund til fordel for flere strategiske indsatsområder på de interne linjer i Niras og er således involveret i firmaets arbejde inden for digitalisering, FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling inden for byggeri og vidensdeling på tværs af fag, organisation og kontorer.

Sweco
Tue Strøm, civilingeniør, er ansat som gruppeleder i Aalborg. Tue er Master in Construction Management, og kommer fra en stilling som chef for Projektsektion Vest i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse (FES) i Hjørring. Udover et par ophold af hver et par års varighed hos hhv. en entreprenør og en rådgiver har Tue i hele sin karriere været ansat hos FES dels som projektleder og projektchef. 

Cathrine Haarup, cand.merc., er ansat som Finance Business Partner for Byggeri København. Cathrine er uddannet inden for revision og regnskab (M.Sc. Auditing and Accounting) og kommer fra en stilling som Financial Director hos Tiller Consultancy og har i den forbindelse været bosat i Dubai de seneste år. Tidligere har hun været ansat i Københavns Kommune som intern revisor. 

Susanne Kühl, arkitekt og byggeøkonom, er ansat som bygherrerådgiver i Byggeri København. Susanne kommer fra en stilling som projektchef og leder af byggeafdelingen i 3B. Susanne har en bred faglig baggrund som projektleder, dels fra rådgiverbranchen (Dissing & Weitling), dels som bygherre bl.a. i KAB og hos Bygningsstyrelsen. 

Mathias Bryld, diplomingeniør, er ansat som konstruktionsingeniør i Byggeri Odense. Mathias er uddannet Diplomingeniør i Bygningsteknik fra Syddansk Universitet, og i januar 2018 blev han uddannet Civilingeniør i Konstruktionsteknik. Han kommer fra en lignende stilling hos ISC Consulting Engineers, hvor han har udført analytiske beregninger af diverse offshore stålkonstruktioner. 

Nicole Ulrich Sommer, elektriker, er ansat som elingeniør i Byggeri København. Nicole er uddannet elektriker i 2014 og elinstallatør fra KEA 2016 og kommer fra en stilling som elinstallatør hos Spangenberg & Madsen, hvor hun har beskæftiget sig med nybygning- og renoveringsprojekter indenfor domiciler og boliger. 

Anders Kastrup Jørgensen, maskinmester, er ansat som udvikler inden for Solutions and System Integration i København. Anders er uddannet maskinmester og kommer fra en stilling som udvikler hos et firma, der arbejder med automation i vandsektoren.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.173