REGION HOVEDSTADEN
ALBERTSLUND
Natur- og landskabsprojekt
Albertslund Kommunalbestyrelse har besluttet realisere natur- og landskabsprojekt i Hyldagerparken og Kongsholmparken. Projektet skal støjdæmpe boligområder ved Hyldagergrunden, Vridsløselille Landsby, Albertslund Syd og parkerne og forbedre de rekreative værdier.
Kommunalbestyrelsen besluttede forleden at sende et debatoplæg i 14 dages høring og offentliggøre projektforslaget og bygherres ansøgning om udarbejdelse af en miljøkonsekvensvurdering. Dette sker under forudsætning af, at Økonomi- og Indenrigsministeriet godkender at flytte kommunegrænsen mellem Albertslund Kommune og Høje-Taastrup Kommune, så hele projektområdet kommer til at ligge i Albertslund Kommune.
RØDOVRE
Klimatilpasning
Teknik- og miljøudvalget i Rødovre Kommune anbefaler, at et forslag til projektændringer på et klimatilpasningsprojektet ved H. J. Holst Vej, som kommunen gennemfører i samarbejde med Hofor, godkendes, og at der anlægsbevilges en halv mio. kr. til projektet.
Det meste af klimatilpasningen ved H.J. Holst Vej udføres i form af et traditionelt kloakteknisk projekt af Hofor, men der skal også etableres en hævet overkørsel med gennemgående fortov og cykelsti mellem Korsdalsvej og H.J. Holst Vej.
Teknisk forvaltning foreslår, at dette delprojekt igangsættes, sådan at såvel projektering, udbud og anlæg så vidt muligt gennemføres i løbet af november og december i år.
REGION MIDTJYLLAND
IKAST
Udstykning
Ikast-Brande byråd har besluttet at fremlægge forslag til lokalplan nr. 369 - Kokhøj og Rughøj, Ikast - Boliger og rekreativt område i offentlig høring.
Ejeren af udstykningen ved Ikast Golfklub ønsker at kunne udbyde en større del af området til enten tæt-lave boliger eller til åben-lave boliger på små grunde, hvilket den nye lokalplan vil give mulighed for.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Albertslund, Rødovre og Ikast