Nu løftes sløret for, hvem der fremover skal stå i spidsen for JJW Arkitekter. Valget er faldet på Mette Seiding, der kommer fra et job som tegnestuechef hos Arkitema.
Tidligere har hun været partner hos arkitektfirmaet Dall & Lindhardtsen. Naturligt nok glæder hun sig til de nye udfordringer og ikke mindst til at arbejde med de værdier, der ligger i JJW.
- Jeg skal ikke ind og slå til søren. Jeg vil gå ydmygt til opgaven. Der er mange gode værdier i JJW, som man ikke skal pille ved. Til at starte med skal jeg, sammen med de fem partnere, finde ud af, hvilke håndtag jeg skal ind og skrue på, siger Mette Seiding.
De tre bundlinjer
En hjørnesten i JJW er tanken om de tre bundlinjer: Den sociale, den faglige og den økonomiske. Denne tilgang er noget, der tiltaler Mette Seiding.
- Jeg er meget glad for, at man har det menneskelige med. Den sociale bæredygtighed er vigtig, og den er meget tydelig i JJWs arbejde, siger hun og understreger:
- Det er ikke noget, vi siger. Det er noget, vi gør!
Partner og kreativ direktør Ole Hornbek ser Mette Seiding som et perfekt match i forhold til de tre bundlinjer.
- Hun er et meget professionelt menneske og en stærk kulturbærer. Så hun er et godt kort på den sociale bundlinje, siger han.
Han fortæller videre, at den erfaring, Mette Seiding har opbygget i både det udførende og det strategiske arbejde, vidner om en stærk faglighed.
- Hun har også erfaring med det økonomiske, men hendes force ligger i balancen mellem de tre bundlinjer, siger Ole Hornbek.
Skal videreføre stilen
For halvanden uge siden kunne JJW meddele, at den hidtidige adm. direktør Nina Kovsted Helk forlader virksomheden til fordel for et job som filantropidirektør hos Realdania.
I den forbindelse udtalte Ole Hornbek, at afløseren skulle fortsætte den linje, Nina Kovsted Helk har lagt.
- Man skal ikke gøre det strammere end som så, men det handler om at fortsætte professionaliseringen. Vi skal køre videre i samme retning, men der er også plads til at Mette kan sætte sit præg, siger Ole Hornbek.
Mette Seiding oplever på ingen måde, at hun har håndjern på i forhold til at fortsætte sin forgængers linje. Og hun har kun ros til overs for Nina Kovsted Helk, som hun mener, har gjort at kæmpe stykke arbejde med at strukturere JJW.
Selvom den nye direktør vil se virksomheden an, før der laves store ændringer, løfter hun lidt af sløret for, hvor hun vil lægge sit fokus.
- Bygbarhed og ordentlighed er steder, jeg vil have mine øjne.
Mette Seiding tiltræder som adm. direktør i JJW Arkitekter den første december.
Ny topchef hos JJW vil gå ydmygt til værks
Mette Seiding skal fra 1. december stå i spidsen for JJW Arkitekter. Hun kommer fra et job som tegnestuechef hos Arkitema