23948sdkhjf

Kom nu ind i kampen, Dansk Byggeri

3F Byggegruppen kommenterer i dag Dansk Byggeris reaktion på regeringens udspil om udenlandsk arbejdskraft. Et udspil, der vil have store negative konsekvenser for det danske arbejdsmarked, mener 3F

Regeringen vil gøre det nemmere at hente udenlandsk arbejdskraft til landet. De gør det under dække af, at det handler om at komme administrativt bøvl til livs. Men det handler ene og alene om at ville hente billig arbejdskraft til landet. Det kan undre, at Dansk Byggeri er hoppet med på den og roser udspillet.

Hvis Dansk Byggeri ville tage ansvar i forhold til at sikre udenlandske medarbejdere den beskyttelse de mangler, fordi de ikke kender den danske arbejdsmarkedsmodel, så ville det ikke være et problem at åbne grænserne yderligere.

Men så længe de ikke vil det, må det alene være med det formål at fastholde trykket på lønningerne i byggebranchen i Danmark.

Danske unge kan løse opgaverne
Så kære Dansk Byggeri, I kan jo være med til at fjerne vores skepsis over for forslaget ved at gå ind i arbejdet med at skaffe ordentlige forhold for vores udenlandske kolleger!

Vi mener nemlig, at forslaget ikke bare vil være ødelæggende for tusindvis af almindelige danske lønmodtagere - blandt andre vores medlemmer som tømrere, murere og asfaltarbejdere, der i fremtiden så skal konkurrere med mennesker fra for eksempel Kina, Thailand og Indien. Forslaget er også helt unødvendigt. Vi har allerede flere greb i skuffen. Så lad os bringe dem i spil først!

For det første har vi alt for mange unge, der mangler en læreplads og nogle, der er i skolepraktik. Mange af dem er så langt inde i deres uddannelse, at de sagtens kunne løse masser af opgaver. Lad os nu sætte det lange lys på og sikre, at den faglærte arbejdsstyrke, vi skal bruge, også bliver uddannet. Det ansvar har arbejdsgiverne alt for længe set stort på.

Derudover har vi 100.000 ledige, der bør sættes i spil. Og med den trepartsaftale, parterne gav hånd på for et år siden, er der jo rig mulighed for at opkvalificere de mange ledige til de job, der står ledige.

Social dumping fylder allerede meget
Og når det handler om byggebranchen, er der fortsat ledige tømrere og murere at finde derude. Vi oplever, at arbejdsgiverne i alt for ringe grad slår ledige job op. Og alt for sjældent bruger fagforening eller a-kasse til at rekruttere. Det er da en lavthængende frugt!

Endelig er der flere millioner ledige bygningsarbejdere i EU, der gerne vil have et arbejde i for eksempel Danmark.

Social dumping fylder allerede rigtig meget i byggebranchen. Vi har de seneste ti år set virkelig grelle eksempler, og vi har ført mange faglige sager på det område.

Vi er derfor bekymret for, om regeringens forslag vil lukke en ladeport op, som vi får svært ved at lukke igen, når konjunkturerne går den anden vej. Vi er i byggefagene ikke imod fri bevægelighed, tværtimod. De fleste håndværkere har prøvet at skulle flytte sig efter job - og at arbejde sammen med kolleger fra andre dele af verden.

Men vi ønsker fair bevægelighed. Regeringens forslag handler på ingen måde at lette administrative byder. Det handler om at trykke danske lønninger og skaffe billigere arbejdskraft til landet. Ikke andet.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109