23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Far til fire træder i byggebranchens største sko

På mandag har kronprinsen Jesper Kristian Jacobsen første arbejdsdag som adm. direktør i Aarsleff-koncernen

Jesper Kristian Jacobsen må have det lidt ligesom den tidligere landsholdsspiller Martin Jørgensen, da han skulle overtage trøje nummer 10 og dirigentrollen på landsholdet efter Michael Laudrup:

Arven er tung som et blylod.

Og det er da også med en pæn portion ydmyghed, at 47-årige Jesper Kristian Jacobsen mandag indtager pladsen for bordenden i Per Aarsleff Holding A/S efter Ebbe Malte Iversen, der har været primus motor bag Aarsleff-koncernens udvikling fra at være en mellemstor entreprenør til i dag at være landets største bygge- og anlægskoncern.

- Det er en flot arv, han efterlader, og det er da nogle store sko at skulle udfylde, men jeg vil gøre mit bedste for at udfylde dem på min egen facon, siger den nye topchef.

Aarsleff-koncernen har hentet den nye koncerndirektør i egne rækker. Jesper Kristian Jacobsen har således været i Aarsleff siden 1995, hvilket er det meste af hans karriere.

De første fundamenter til et liv i byggebranchen blev allerede lagt i folkeskolen, men i første omgang forestillede en ung Jacobsen sig, at det skulle være et andet sted i branchens fødekæde.

- Jeg drømte om at blive arkitekt, og jeg var også i erhvervspraktik hos C.F. Møller, som kun forstærkede det ønske, fortæller han.

Efter folkeskolen var han et smut forbi Teknisk Skole i Horsens, og her så en af underviserne andre fremtidsperspektiver for den teknisk og matematisk begavede Jesper Kristian Jacobsen. Han mente, at han burde gå ingeniørvejen.

- Jeg stolede på ham og tog rådet til mig, og det er en beslutning, som jeg er glad for i dag, siger han.

Fodsporene ligner
Generelt minder karriereforløbet en del om hans kommende forgængers.

Både Jacobsen og Iversen er uddannede byggeingeniører og begyndte i Aarsleff kort tid efter endt uddannelse. Begge har suppleret med en lederuddannelse fra Harvard Business School. Begge har været yderst loyale over for koncernen. Ebbe Malte Iversen har således været Aarsleff-mand gennem hele sin karriere, mens Jesper Kristian Jacobsen var et smut forbi den lokale anlægsentreprenør Brdr. Møller i Aarhus i cirka to år efter uddannelsen, inden han blev ansat i Aarsleff.

Og begge er som bekendt blevet belønnede for deres loyalitet med forfremmelser. De har arbejdet sig op fra projektlederstillinger med ansvar for blandt andet kalkulation til en plads i direktionen.

Ebbe Malte Iversen, født i 1951, blev adm. direktør i 1999 i sit 48. år. Og Jesper Kristian Jacobsen, født i 1970, har overtaget posten her i 2018 - i sit 48. år.

Griber mulighederne
Jesper Kristian Jacobsen har godt noteret, at der er ligheder, men tillægger det ikke stor betydning.

- Jeg ser det mest som et sammentræf af tilfældigheder. Der er mange veje, der kan lede til en direktørstilling.

Hvor længe har du selv gået med direktørambitioner?
- Jeg er ikke en type, der laver langsigtede karriereplaner. Min tilgang til arbejdet har altid været, at jeg fokuserer på at udføre den opgave, jeg har foran mig, mest optimalt og så gribe de muligheder, der opstår, fortæller Jesper Kristian Jacobsen.

Hos Aarsleff har han blandt andet været med til at opføre vindmøllerfundamenter i udlandet og har været udstationeret i England og Tyskland.

De mange muligheder i koncernen er en af årsagerne til, at han er blevet i så mange år.

- Der er mulighed for at prøve meget af, og uanset hvad man har ambitioner om i branchen, så kan Aarsleff-koncernen tilbyde rammerne.

Far til fire
Jesper Kristian Jacobsen overtager en koncern, der har oplevet konstant vækst i en lang årrække og samtidig fastholdt en tilfredsstillende indtjening. Og den nye chef har da heller ikke planer om store ændringer.

- Der vil blive tale om en videreførelse af den nuværende strategi, som jeg også selv har været med til at udvikle som en del af direktionen. Og så håber jeg da på, at jeg kommer til at sidde i den her rolle i mange år og med tiden kan være med til at udvikle Aarsleff og sætte mit eget aftryk.

Når man taler med topchefer i erhvervslivet, er det ikke usædvanligt at høre om jagten på en ny maratonrekord eller planer om en ironman. Jesper Kristian Jacobsen er dog et udpræget familiemenneske, og her lægger han energien i fritiden.

- Jeg er ikke typen, der går på jagt eller bruger min fritid på golfbanen. Arbejdet fylder meget i mit liv, og i den tid jeg har tilovers, prioriterer jeg at være sammen med familien, siger han, der er gift og far til fire stedbørn.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.125|instance-web02