23948sdkhjf

Hun løfter energien i de store boligområder

Landskabsarkitekten Marianne Levinsen bevæger sig hjemmevant i både bylandskaber og i det mere åbne terræn. Hun er aktuel med forvandlingen af et tidligere lidt utrygt Aalborg Øst og er i fuld gang med at fremtidssikre landskabet omkring DTU

En af Danmarks mest respekterede landskabsarkitekter, Marianne Levinsen, er aktuel med flere landskabelige nytænkninger.

Senest har hun indviet et stort byfornyelsesprojekt i Aalborg, med tegnestuen Vandkunsten som totalrådgiver.

Et landskabeligt forvandlingsprojekt, der omfatter to nye byrum og en udvidelse af en tunnelunderføring.

Det er et såkaldt kickstart-projekt, med bidrag af Realdania, i forbindelse med en ambitiøs udvikling af forstaden Aalborg Øst.

Arkbyg møder Marianne Levinsen i nye lokaler i Wildersgade på Christianshavn i København, i et hus, hvor der også arbejder andre arkitekter. Og hvor hun er kommet tæt på nogle af sine værker, nemlig den 17 meter lange skulpturelle bænk af azobé-træ, også kaldet jerntræ eller bolværkstræ, på Christianshavns Torv (designet af kunstneren Anders Krüger) samt de ældgamle grønlandske granitsten samme sted.

Marianne Levinsen

Marianne Levinsen tog afgang fra Kunstakademiets Arkitektskole i København i 1995.

Hun etablerede i 2002 egen tegnestue.

Hun har mange års erfaring i ledelse og udførelse af større og mindre anlægsopgave fra idé til færdigt projekt.

Hun har erfaring i at formidle og forklare arkitektoniske problemstillinger dels via sit virke som underviser på Det Kongelige Danske Kunstakademis Arkitektskole gennem 10 år, som medlem af Akademirådets censorkorps, som medlem af Kunstner Samfundets jury, Akademirådets udvalg for have- og landskabskunst, Akademirådets rejselegatudvalg, Akademirådets udvalg for Plan Memorandum 2005 – 2007 samt som dommer i adskillige danske og internationale konkurrencer.

I samspil med Grønlandsmonumentet på torvet kan bænken lidt efter temperament betragtes som en indbydende siddesokkel, og med en form, der kan få os til at drømme om havnemiljøer, hvor træstammer og tømmer ligger og venter på at blive sejlet ud i verden.

- Jeg foreslog kommunen at bænken nærmest skulle være et byrum i sig selv. Og da vi en tidlig morgen testede finér-udgaven i størrelse 1:1, var der flere, der allerede satte sig på den og var kede af det, da den midlertidige bænk blev fjernet igen. Det fortalte mig, at vi havde fat i noget rigtigt, siger hun til Arkbyg.

Et projekt med perspektiver
Men det er som sagt ikke kun i København, at landskabsarkitekten og hendes medarbejdere kan gøre noget godt for (by)landskabet.

- I Aalborg stod vi for byrummene, mens Vandkunsten tog sig af tunnelen, der nu er blevet en meget elegant bro, siger hun.

Det er et projekt, der har perspektiver ud over bare at være et nyt sted. Det er et energiløft for et ret stort boligområde, der er under udvikling.

Og er der noget, der giver Marianne Levinsen energi, er det at mærke entusiasme hos bygherren, i dette tilfælde Aalborg Kommune, "der har været mægtig fine at arbejde sammen med", som hun siger.

- De har ambitioner og de rykker på det, siger hun om samarbejdet, der har involveret nye byrum på begge sider af tunnellen, og en landskabelig tryghedsskabende bearbejdning, så de ifølge arkitekten opleves som et sammenhængende bystrøg.

- Et strøg med forskellige zoner og områder med muligheder for ophold og forskellige daglige aktiviteter, siger hun.

Gode tilbagemeldinger
Derudover er der også gjort plads til særlige arrangementer.

- For at sikre en lokal forankring, og at de lokale ressourcer kommer i spil, har der været meget brugerinddragelse, siger Marianne Levinsen, der stod som idé- og designansvarlig for byrum og landskabsarkitektrådgivning, i samarbejdet med Vandkunsten, HaGaFrø og 12byer.

- Og det, der giver mig allermest energi efter sådan en opgave, er den glæde og begejstring, jeg oplever hos de lokale og de mennesker, der skal bruge området.

Hvordan går det med at få opgaver i ordrebogen?
- Det går faktisk rigtig godt lige nu. Vi skal altid løbe stærkt, men der er et godt flow i opgaverne. Og jeg er så privilegeret, at jeg kan være med i alle projekterne; måske ikke i alle faserne men næsten, siger Marianne Levinsen, som tog afgang fra Kunstakademiets Arkitektskole i København i 1995.

- Og jeg er rigtig meget på byggepladserne og rigtig meget med i de første faser. Det føles godt.

Har I så meget at lave, at du overvejer at udvide og ansætte flere?
- Det at kunne fordybe sig mest muligt i projekterne, er for mig en stor luksus. Og det kan jeg ikke på samme måde, hvis vi bliver for mange (p.t. er der 11 ansatte hos Marianne Levinsen Landskab, red.). Og det, der er engagerende, er at være nede i stoffet og kunne blive ved med at følge tingene til dørs. Derfor må vi også en gang i mellem sige nej til opgaver. Og det er selvfølgelig ærgerligt, men det bliver vi nødt til - når vi nu har fyldt alle tegnebordene op og alle arbejder så meget, de kan. Og igen: spørgsmålet er, om man skal udvide eller at styre opgaverne ud fra det, vi kan. Det er klart, at vi tænker over det. Men der er mange fordele ved ikke at være for store.

Hvad arbejder du med lige nu?
- For øjeblikket arbejder vi meget ude på DTU i Lyngby, fordi de bygger så meget nyt. Og det går måske lidt imod det med, at landskabsarkitekter er så meget i byen. For på DTU er der dels mere plads, dels er der i forvejen en meget stærk oprindelig landskabsplan, som vi skal have stor respekt for, siger Marianne Levinsen til Arkbyg.

Respekt for håndværkerne
Hun er dog fuld af optimisme på sit fags vegne, hvilket også har afspejlet sig i flere priser - blandt andet Eckersberg Medaillen, siden hun startede sin tegnestue i 2002.

Et af de nyere projekter, hun er allermest stolt af, er Trondheims mindeplads for Utøya-ofrene, som hun også skabte sammen med billedhugger Anders Krüger.

- Her var jeg med hele vejen og med i udformningen. Det blev et fantastisk samarbejde og jeg fik enorm respekt for de håndværkere, der udførte projektet.

Klimahåndtering fylder meget
Marianne Levinsen glæder sig over den nytænkning af mange bydele, der sker lige nu, og som har fået landskabsarkitekterne kerneområder endnu mere frem i lyset; nemlig håndtering af terræn, jord, vand og planter. Samt ikke mindst klima- og regnvandshåndtering, i takt med at skybruddene falder oftere og oftere.

- Klimaforandringerne er med i alt, hvad vi laver, understreger hun.

Og altid i samarbejde med de andre aktører i byggeriet: I et tidligere interview med Arkbyg har hun beskrevet jobbet som landskabsarkitekt som at være med i et stort orkester, hvor alle skal samarbejde; "Nogle gange ligger vi i baggrunden og spiller bas og udgør et nødvendigt grundlag - prøv blot at fjerne bassen, og musikken lyder anderledes - og en gang imellem får vi lov at spille en guitarsolo," som hun formulerede det.

- Og netop i forhold til håndtering af terræn har vi også en ballast, fordi vi bliver nødt til at tænke meget i processer, ikke mindst i tid og hvordan det bliver forvaltet. Vi planter noget småt, og så får det et udtryk fem år efter, 20 år efter og 50 år efter. Et af de smukkeste billeder, jeg kender på det, er jo C. Th. Sørensen og hans anlæggelse af universitetsparken i Aarhus, hvor han tog frø fra egetræer, som blev til små spirer som blev til store træer - længe efter at han selv var død. Det er jo en enorm gestus at give videre og et smukt billede på tiden som dimension. ///

Artiklen er en del af temaet arkbyg.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
JOB i FOKUS
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.141