23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Mennesket bag arbejdskraften

I diskussionen om rekruttering af arbejdskraft fra Sydeuropa glemmer vi ofte, at det handler om mennesker

Den manglende arbejdskraft kan hentes fra de sydeuropæiske lande, hvor ledigheden er høj.

Det mener flere parter, herunder Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Socialdemokratiet, er en del af løsningen på manglen på hænder i blandt andet byggeriet. Men i ligningen har man ikke for øje, at mennesker generelt set ikke er særlig mobile.

- Der kan godt være en pointe i, at man kan skaffe arbejdskraft fra Sydeuropa. Men mange års migrationsforskning peger på, at det er ret naivt at tro, at mennesker flytter, bare fordi der er et velbetalt job i Danmark, siger Jonas Felbo-Kolding, postdoc ved Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (Faos).

En meget lille bid af kagen
Jonas Felbo-Kolding illustrerer rekrutteringspotentialet således:

- Det er en meget lille del af kagen, der er villig til at bevæge sig for et job. Af denne del er det en meget lille del, der er villig til at bevæge sig langt væk. Og af denne del er det så en meget lille del, der er villig til at flytte til et land, hvor de ikke taler sproget, og hvor kulturen, vejret og så videre er andeledes, siger han.

Han påpeger, at der i øjeblikket er stor konkurrence om arbejdskraften internt i EU, da mange lande har udsigt til mindskede arbejdsstyrker over de næste 15-20 år.

Her står Danmark umiddelbart ikke med gode kort på hånden, da studier om arbejdsmigration viser, at man ofte enten flytter til et naboland eller til et land, hvor man taler engelsk. Og så er der altså langt fra Sevilla til Slagelse.

Glemmer mennesket
Jonas Felbo-Kolding mener, at man bør anskue problematikken mere nuanceret. Diskussionen om rekruttering handler ofte om, at landet Danmark skal have en del af eksempelvis Spaniens 17,3 procent ledige.

- Man reducerer mennesket til arbejdskraft, når man tror, at det er en ting, der flytter sig alt efter udbud og efterspørgsel, siger han og påpeger, at det ikke er landet Danmark, der efterspørger arbejdskraften. Derimod er det danske virksomheder, der søger meget specifikke typer af arbejdskraft.

Han savner i det hele taget, at man gør sig flere overvejelser om, hvem det præcis er, man gerne vil have til landet. Og det er bestemt ikke alle grupper, der er lige villige til at flytte mod det kolde nord for et job. Forskellige parametre spiller ind, når man vil tiltrække forskellige mennesker. Det handler om alder, uddannelsesgrad, familiestatus, erhvervserfaring og meget mere.

- Vi kan for eksempel se, at familie-arbejdslivsbalancen spiller en rolle i forhold til at tiltrække højtuddannede med familier, siger Jonas Felbo-Kolding.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.144