23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Gammelt jysk byggefirma starter forfra

En rekonstruktion med en erfaren leder som medejer, skal igen sætte det 112-årige Koldingfirma, Kjæhr & Trillingsgaard, på landkortet

De gamle lokaler på Egtvedvej i Kolding er under sammenpakning, og inden længe vil byggefirmaet Kjæhr & Trillingsgaard være at finde på sin nye adresse på Kokholm i det indre Kolding.

Papkasserne symboliserer på flere måder den situation, firmaet står i, nemlig en ny begyndelse.

Efter et par svære år med store underskud, henholdsvis et minus på 11 mio. kroner og et efterfølgende på fire millioner kroner, var ejeren Christian Trillingsgaard (45), der er fjerde generation i det mere end hundrede år gamle firma, nødt til at gøre noget.

Han kunne have valgt at lade firmaet gå konkurs, men sådan er han ikke indrettet. Skulle han fortsætte, hvad han gerne ville, skulle der værnes om firmaets gode navn, ryddes op og tilgodehavender hentes hjem, så regnskabet kan gøres op.

For at komme videre, har Christian Trillingsgaard etableret et nyt selskab under samme navn og det gamle selskab bliver et afviklingsselskab.

Til at hjælpe sig i det nye setup har han fået en 50 procents medejer, den erfarne 67-årige direktør, Kaj Aage Nielsen. Og firmaet er allerede i gang med de første par opgaver som totalentreprenører.

En frisk start
Selvom begge parter er modne herrer, har de i den grad mod på en frisk start.

For begge parter er ordentlighed og ordholdenhed fundamentet for en ny start - og de er vigtigere end omsætning og vækst.

- Kjæhr & Trillingsgaard har altid stået for ordentlighed og redelighed samt høj kvalitet til tiden. Firmaet var uheldig omkring nogle få, men større projekter, men det vil vi ikke dvæle ved. Vort motto bliver det samme, nemlig at vi skal være ordentlige og redelige i vores relationer, hvad enten det er kunder, leverandør-er eller underentreprenører, siger Kaj Aage Nielsen, som man klart fornemmer, er vant til at bære budskaber ud i verden, og få dem forstået.

Han har selv en fortid på 17 år i firmaet Daugaard Pedersen og senest i firmaet JN Group, hvor hans søn, der er medejer, bad ham tage en tørn i bestyrelsen.

- Egentlig er jeg jo ikke uddannet inden for byggeri, men ledelseserfaring i branchen har jeg, og jeg er god til det udadvendte, og til at få en administration til at køre effektivt, fortæller han over en kop kaffe på den gamle adresse i Kolding.

Mens vi sidder og taler, knokler Christian Trillingsgaard med en deadline for et tilbud, så det er enstavelsesord, der kommer fra ham. Men i en pressemeddelelse, som de to har sendt ud, siger han:

“Jeg kigger på de resultater, Kaj har opnået i sin lange karriere. Og når nu han har lyst til at skabe flere af dem, så giver samarbejdet rigtig god mening for mig og for virksomheden."

Det giver mening
Det gør det også for Kaj Aage Nielsen.

- Det her handler ikke om, at vi skal banke et kæmpefirma op i en fart. Slet ikke. Vi skal have en fornuftig, stille og rolig udvikling i gang, og vi skal kigge meget nøje på de kompetencer, vi skal have ind i firmaet. For det er jo i dén grad vigtigt, at vi spiller på samme bane, siger Kai Aage Nielsen og understreger, at det i stedet handler om at overholde aftaler om tid og økonomi.

Det nye Kjæhr og Trillingsgaard kommer til at fokusere på projektstyring og byggeledelse ved opførelse af etageboliger og erhvervsbyggerier såsom domiciler, detail, kontorer og lagerbygninger.

- Vi vil fokusere fuldstændigt på byggestyring og projektledelse. Det er det vi er gode til, og har kompetencer til, siger Kaj Aage Nielsen.

"Jeg kan endnu"
De finder det begge lidt tankevækkende, at nyheden om det nye setup er druknet en anelse i det faktum, at Kaj Aage Nielsen er 67 år og nu vælger at gå ind som med- ejer af en virksomhed, der skal bygges op:

- Nu er det sådan, at jeg godt kan følge med endnu. Jeg er omtrent så sulten efter resultater, som jeg altid har været, så det bekymrer hverken mig eller Christian som jo, selv om han er yngre, er en ganske erfaren herre. Jeg gider ikke spille golf. Jeg vil hellere skabe noget, siger Kaj Aage Nielsen.

Firmaet har de første par projekter i gang, og satser det første år på at have tre-fem projekter i luften. Firmaet har otte medarbejdere, og der skal være nogle få stykker flere.

- Vi satser på projekter i størrelsesordenen 10-50 mio. kroner, og interessen for os som totalentreprenør er til stede, både fra bygherrer og underentreprenørernes side, siger han.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.11