Det er almindeligt kendt, at eksempelvis entreprenørmaskinemekanikere og sælgere skifter lidt rundt mellem de forskellige mærker, når det kommer til importører og forhandlere af entreprenørmaskiner.
Men det er ikke så ofte at folk på topledelses-niveau skifter fra ét mærke til et andet. Det er imidlertid tilfældet for Per Stjernquist, som netop er blevet medlem af bestyrelsen i JCB-importøren, Nicolaisen & Larsen.
Interesse for telematik
Han har, siden han forlod Volvo Entreprenørmaskiner, i et par år arbejdet for firmaet Trackunit A/S, der arbejder internationalt med telematik, det vil sige teknisk kommunikation mellem maskine og kontor, eller flådeejer. Det har han her i sommer forladt med henblik på en tilværelse som selvstændig i sit firma Servitization ApS.
International erfaring
Per Stjernquist fattede allerede som adm. direktør for Volvo Entreprenørmaskiner stor interesse for området telematik, det vil sige det flow af information, der går mellem entreprenørmaskinerne og ejeren eller administratoren og eventuelt også producenten af maskinen.
Det var i den egenskab at han som underdirektør i Trackunit arbejdede med OEM-kunderne, det vil sige de store internationale producenter.
Samtidig med arbejdet har han forsket i området på CBS. Men hans store erfaring som chef for en af landet største brands, når det kommer til entreprenørmaskiner, nemlig Volvo, kan være af stor værdi for JCB-importøren, som efter en længere turn-around periode er ved at finde sine ben igen.
- Det bliver spændende. Vi prøver at tilpasse organisationen, herunder også bestyrelsen til de strategier og planer vi står med, så vi ser frem til samarbejdet, siger Morten Krusborg, adm. direktør i Nicolaisen & Larsen A/S, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Trods gentagne henvendelser med henblik på en kommentar, er Per Stjernquist ikke vendt tilbage.
Tidligere Volvo-direktør til JCB-importør
Tidligere adm. direktør for Volvo Entreprenørmaskiner er blevet bestyrelsesmedlem i Nicolaisen & Larsen A/S