Det er de færreste entreprenører, der selv ejer deres byggekraner. Det er gængs at man indlejer dem, når der skal bygges. Til gengæld har de fleste entreprenørfirmaer selv deres kranførere, så udlejeren sørger for, at kranen stilles op, og så er det entreprenørens egen kranfører, der tager den lange vej op af stigen til den lille førerkabine.
- Efterspørgslen er stor og det ser ikke ud til,, at den lægger sig lige med det samme, siger direktør i Normas, Leif Lundstad Nielsen.
Normas har en udlejningsflåde på ca. 100 større og mindre tårnkraner, alle af mærket Liebherr. Det er ikke unaturligt, idet firmaet ejes af Liebherr-importøren JMM Group.
- Vi har tårnkraner i alle størrelser fra 34 tonmeter til 1.000 tonmeter, fortæller han.
Ind- og udland
Firmaet udlejer kraner over hele landet, samt til Sverige og det nordlige Tyskland, og flådekapaciteten har løbende udviklet sig over årene, og specielt også i forbindelse med det opsving, der er kommet i byggeriet i årene efter finanskrisen.
- Det er klart at når det bygges så meget som det er tilfældet, og her taler vi specielt om mange store byggerier, så er der en stigende efterspørgsel på byggekraner, og det har vi jo også kunnet mærke. Og vi har godt at lave nu, men også ind i næste år har vi projekter der går i gang, og for de store byggerier er det jo typisk over en længere periode, at kranen skal være på stedet, siger han.
Flere nye næste år
Han regner med, at man til næste år skal have 4-5 nye tårnkraner ind til udlejning.
- Der kommer nye projekter. Der har været meget at lave i forbindelse med de store sygehusprojekter, og det er ikke slut endnu. Nye projekter i henholdsvis Odense og Hillerød kommer til, og det skal nok holde nogle kraner beskæftiget, siger Leif Lundstad Nielsen til Licitationen.
Firmaet havde i 2017 en bruttofortjeneste på 27,3 mio. kroner mod 22 mio. kroner året før. Det gav en bundlinje i 2017 på 5,6 mio. kroner mod 4 mio. kroner året før.
Det går stærkt for dansk byggekran-udlejning
Byggeriet giver kranbranchen nok at lave. Også hos den danske udlejer Normas er efterspørgslen stor