Det er slut med store og individuelt designede enfamiliehuse hos Danhaus, som har solgt 70-80 fritliggende enfamiliehuse årligt de seneste år. Det siger direktør Johannes Wøldike Schmith til Licitationen - Byggeriets Dagblad i forbindelse med årets store brancheanalyse af husbyggerne.
- Vi bruger alt for meget tid og energi på at bygge store og håndtegnede huse. Det tager måske en måned for os alene at tegne specifikationer til et fritliggende hus til syv mio. kr. På samme tid kan vi tegne et projekt på 50 huse, og det synes jeg, at vi - sammen med vores produktion - er bedre gearet til.
Det er især de helt dyre huse, der har voldt Danhaus besværligheder ved at være ressourcekrævende i forhold til både tid og personale.
- Det kræver næsten én byggeleder at stå for opførelsen af et hus til 10 mio. kr. Og så er der sælgere, arkitekter og så videre. Det giver ikke nogen mening, når én byggeleder samtidig kan stå for opførelsen af 100 rækkehus på to år, siger Johannes Wøldike Schmith, som har været direktør i Danhaus de sidste otte år.
Han understreger, at alle indgåede aftaler naturligvis overholdes. Ligesom Danhaus også fortsat sælger fritliggende enfamiliehuse, om end i mindre skala end før set.
- Vi sorterer det ikke helt væk, men fremover bliver det kun muligt at bygge huse fra kataloget. Det passer langt bedre til vores setup og produktion.
Også branchens helt store spillere satser i stigende grad på rækkehuse.
Således ansatte Eurodan-huse sidste år Torben Brix som projektdirektør med ansvaret for netop rækkehuse, mens også HusCompagniet har store planer.
- Det er et område, vi går hårdt ind på fremadrettet. Der er mange investorer i markedet med jord, så selv om vi ikke tidligere har gjort så meget ud af B2B-sporet tidligere, er det noget, vi har tænkt os at gøre mere ved fremover, sagde Martin Ravn-Nielsen, direktør i HusCompagniet i Danmark, tidligere på ugen til Licitationen - Byggeriets Dagblad i forbindelse med årets brancheanalyse af husbyggerne.