23948sdkhjf

10 millioner fra fond: Sygehus får en heliport på taget

Svært tilskadekomne patienter kan blive fløjet direkte til Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg, når sygehuset næste efterår får sin egen helikopterlandingsplads på taget af sygehuset.

Region Syddanmark har netop modtaget 10 mio. kroner til indkøb af selve landingsplatformen fra A. P. Møller Fonden.

- Jeg vil gerne sige tak til A. P. Møller Fonden for de mange penge. Det er super godt for Sydvestjysk Sygehus. En helikopterlandingsplads på sygehuset vil gøre det til et fuldt bestykket akutsygehus. Hvert minut tæller, når vi har med alvorligt syge at gøre. Derfor kommer landingspladsen på taget af sygehuset til at gøre en stor forskel, siger regionsrådsformand Stephanie Lose (V).

Formålet med at etablere en heliport på Esbjerg Sygehus er at sikre hurtig og effektiv transport af kritisk syge og alvorligt tilskadekomne patienter direkte til sygehuset i Esbjerg. Kritisk syge patienter i Sydvestjylland, der bliver hentet af en helikopter, bliver i dag typisk ikke fløjet direkte til sygehuset i Esbjerg, da helikopterne ikke kan lande tæt på sygehuset. Som regel er det derfor hurtigere at flyve direkte til et af regionens andre akutsygehuse i Kolding, Aabenraa eller Odense.

Placering på den gamle sengebygning Ifølge ideoplægget placeres helikopterlandingspladsen ovenpå den gamle sengebygning på sygehuset, og der etableres en såkaldt traumerute, så patienterne hurtigt og sikkert kan transporteres fra landingspladsen til sygehusets fælles akutmodtagelse.

Ifølge forslaget opføres landingspladsen med en diameter på 28,6 meter og en bæreevne, der betyder, at den kan modtage både de mindre akutlægehelikoptere og forsvarets noget større redningshelikoptere.

Det samlede budget for den nye heliport er 26,7 mio. kr. Af dem kommer de 10 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden, mens de resterende penge skal findes i regionens egen kasse.

Regionens del af projektet drøftes på det kommende møde i regionens anlægs- og innovationsudvalg. Her får udvalget forelagt forslag til løsning og finansiering af regionens del.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097