Antallet af kvindelige ledere i byggeriet er stigende.
Nye tal fra Dansk Byggeri viser, at 557 kvinder arbejdede med ledelse i byggebranchen i 2008. I 2016 er tallet vokset til 646 kvinder. Det er en stigning på 16 pct.
I samme periode er antallet af mandlige ledere faldet med syv pct.
Hos Dansk Byggeri er fornemmelsen, at tendensen fortsætter, fortæller underdirektør Louise Pihl.
Hun nikker til, at antallet fortsat ikke er højt, og forklarer det med, at byggebranchen traditionelt har været en mandebranche.
- Det tager tid at ændre, siger hun til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Louise Pihl håber, at flere kvindelige rollemodeller på direktionsgangene og i andre lederstillinger kan tiltrække flere kvinder - ikke mindst til erhvervsuddannelserne, fordi de kan se forskellige karrieremuligheder i branchen.
- Vi vil jo gerne have adgang til kvalificeret arbejdskraft. Derfor er det også positivt, hvis der kommer flere kvinder. Det udvider jo puljen af talent, siger hun og fortsætter:
- Når vi ser flere kvinder, så bliver det nemmere at tiltrække flere. Vi vil gerne udvikle branchen fra primært at være en mandebranche til en branche med både mænd og kvinder.
Der er nemlig fordele ved større diversitet, påpeger hun:
- Større diversitet på arbejdspladsen er ifølge undersøgelser med til at skabe bedre arbejdsmiljø og bedre bundlinje, lyder det fra Louise Pihl.
Branding er vigtigt
Samtidig med, at der kommer flere kvinder på direktionsgangene, så stiger andelen af kvinder i byggebranchen med en videregående uddannelse.
I 2008 havde 13 procent af kvinderne i byggebranchen en videregående uddannelse. I 2016 er det vokset til 19 procent.
Det tyder altså på, at man har knækket koden og fået flere kvinder til at vælge de videregående byggeuddannelser som for eksempel ingeniør og bygningskonstruktør, påpeger Louise Pihl. Nu skal det også slå igennem på erhvervsuddannelserne, fremhæver hun.
For at nå derhen og også få flere kvindelige ledere handler det blandt andet om, hvordan man brander branchen. Her skal man blive bedre til at vise, at bygge- og anlæg er for både mænd og kvinder, påpeger hun.
Hun fremhæver, at snedkerfaget blandt andet i deres rekrutteringsmateriale er begyndt at bruge flere billeder af kvinder.
Nikolaj Stagis, direktør i brandbureauet Stagis, er enig.
- Det, at der er kvinder, der klarer sig godt i et fag, er en god ting, hvis man vil tiltrække flere kvinder, siger han.
- Hvis man vil booste det, skal man sørge for at få det kommunikeret ud, fortsætter han og forklarer, at det kan gøres på forskellige niveauer og gennem forskellige kanaler - eksempelvis sociale medier eller kampagner og helt fra folkeskolen.
Flere kvinder i byggeriet bliver ledere
16 procent flere kvinder har haft en lederrolle i byggeriet i 2016 sammenlignet med 2008, viser nye tal fra Dansk Byggeri