De danske banker fik et rap over fingrene, da Finanstilsynet satte lup på, hvordan de håndterer lån til andelsboliger.
Nogle banker er nemlig ikke forsigtige nok, fremgår det af en redegørelse fra tilsynet, som fra december sidste år og frem til april i år granskede procedurer og en række lån i seks unavngivne pengeinstitutter.
Lånene var ydet fra september 2016-august 2017 - en periode med stærkt stigende priser på andelsboliger.
"For lån til andelsboligkunder (...) skal institutterne på en række områder styrke deres tilgange," hed det på embedsmandssprog i redegørelsen.
Den blev i juni udsendt af Finanstilsynet, som også uddelte flere såkaldte påbud til banker. Tilsynet undersøgte nye lån og låneudvidelser til andelshavere på mindst 500.000 kroner, og det udløste tre typer af kritik.
For det første skal bankerne generelt være bedre til at værdiansætte andelsboliger. Det er ikke nok at tage afsæt i, hvad andelsbeviset - altså retten til at bo i den pågældende andelsbolig - er blevet handlet til. Bankerne skal ifølge Finanstilsynet også vurdere økonomien i den bagvedliggende andelsboligforening.
"Andelsbeviser handles til meget høje priser. Det er derfor ikke tilstrækkeligt, at institutterne ukritisk anvender den faktiske handelspris (...) Instituttet løber en risiko for, at andelsbeviserne ikke kan sælges til samme høje pris i et mindre ophedet marked, hvor køberne har bedre tid og mulighed for at vurdere de bagvedliggende værdier," hedder det blandt andet i redegørelsen.
Store risici
For det andet har bankerne ifølge tilsynet fået for stor "risikoappetit" på andelsboliger.
De er ikke forsigtige nok og indregner for eksempel ikke altid, om kunderne fortsat kan betale på lånene, hvis renten stiger - og det gælder både kundernes egne lån og de fælles lån i andelsboligforeningen.
I 2016 udsendte Finanstilsynet en særlig vejledning for boligudlån i "vækstområder" - det var Storkøbenhavn og Aarhus, hvor priserne var steget kraftigt. Men selv om en meget stor del af andelsboligerne ligger i hovedstadsområdet, var der ifølge tilsynet "usikkerhed om, hvordan de (bankerne, red.) skulle bruge vejledningen".
Påbud til banker
For det tredje var andelsboliger hos "flere banker" ikke "tilstrækkeligt behandlet i deres forretningsmodeller" - selv om netop andelsboliger flere steder udgør "en væsentlig del af kundegrundlaget," som tilsynet lakonisk noterede.
Dét var tilsynet mildest talt ikke tilfreds med og udstedte påbud til "flere" banker om at "styrke beskrivelsen i kreditpolitikken og forretningsmodellen, så forhold om risikoappetit og ønsket risikoprofil for andelsboligkunder kom tydeligere til udtryk".
Undersøgelsen fra Finanstilsynet omfattede også udlån på mindst 5 millioner kroner til andelsboligforeninger, men dem var der ret få af.
Finanstilsynet: Banker sløser med andelslån
Nogle banker tager for store risici ved lån til andelshavere, konkluderer Finanstilsynet efter en undersøgelse