23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Regeringen vil begrænse solceller til egetforbrug

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt er tilfreds med, at der ikke længere gives tilskud til private, der ønsker at opsætte solcelleanlæg
Det er ikke længere muligt at få tilskud til at sætte solceller op, hvis man som privat husejer ønsker at forsyne sig selv med strøm. Den sidste ordning blev afskaffet i 2017, og skal man tro Flemming Kristensen, formand i Dansk Solcelleforening, så er der en god grund til, at politikerne nu har afskaffet tilskudsmulighederne.

– Politikerne ser det som en trussel, når private opsætter solcelleanlæg, der skal dække eget elforbrug. Dermed går staten nemlig glip af indtægter via elgiften, siger han.

Vækst har krævet indgreb
Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt mener ikke, det er fornuftigt, at husejere bliver selvforsynende med strøm. I en mail til Licitationen skriver han:

– Regeringen ønsker at begrænse den dyre udbygning med solceller, som sker, når danskerne sætter solceller op med henblik på et egetforbrug. Tidligere tiders støtteordninger til sådanne anlæg er lukket.

Han mener, at udbygningen har været drevet af muligheden for at opnå delvis afgiftsfritagelse.

– Når flere og flere sætter solceller op for at spare elafgiften, er det resten af samfundet, som betaler omkostningerne, skriver han.

Han påpeger, at det, grundet udviklingen inden for solceller, har været nødvendigt at gribe ind flere gange, hvilket man senest gjorde i 2017, da den timebaserede afgiftsfritagelse blev afviklet.

– Herved blev fordelen ved muligheden for afgiftsfritagelse af egetforbruget begrænset, hvilket reducerede store ekstraomkostninger for staten.

Aftale skal begrænse solceller
Ministeren forklarer desuden i sin mail, at den netop indgåede energiaftale sikrer, at den almindelige elafgift reduceres med 14 øre per kWh ved fuld indfasning og at elafgiften for liberale erhverv sidestilles med andre erhverv og derfor går fra at skulle betale den høje elafgift på 91,4 øre per kWh til 0,4 øre per kWh. Begge tiltag gør det mindre fordelagtigt at sætte solceller op med henblik på et egetforbrug og reducerer den dyre udbygning med solceller.

– Regeringen vil gerne investere mange penge i den grønne omstilling, men det er væsentligt at sikre, at udbygningen med vedvarende energi sker omkostningseffektivt. De planlagte udbud for sol og vind i 2018-2019 og de med Energiaftalen planlagte teknologineutrale udbud i 2020-2024 sikrer, at vi får mest mulig grøn strøm for pengene, skriver ministeren i sin mail.

Skal følge med markedet
Flemming Kristensen fra Dansk Solcelleforening mener ikke, der er grund til at spænde ben for danskere, der vil producere strøm til eget forbrug.

– Hvis markedet driver processen, ser jeg ikke noget problem i, at private sætter solceller op, siger han og forklarer, at han ser en fin logik i at udnytte, at man har et tag eller en facade, der ellers ikke bruges til noget.

– Man sparer omkostningerne til transporten, når strømmen produceres dér, hvor den bruges, siger formanden.

Solenergi dækker i dag omkring to procent af det samlede danske elforbrug. Flemming Kristensen spår, at de faldende priser på solcelleanlæg gør, at dette tal vil stige i fremtiden.
BREAKING
{{ article.headline }}
0.141|