Regeringen giver med den ene hånd og tager med den anden.
For mens regeringen vil oprette 10 nye uddannelsespladser ude i landet bliver der samtidig gennemført besparelser.
Det betyder, at selvom der udflyttes nogle uddannelser, så er der tale om store besparelser på de korte og mellemlange videregående uddannelser i hele landet - også uden for København.
For omprioriteringsbidraget på 2 pct. om året betyder, at der de kommende år skal spares massivt på uddannelse i Danmark. Besparelserne begyndte i 2016 og i 2018 skal der spares omkring 365 mio. kr. på de korte- og mellemlange videregående uddannelser set i forhold til niveauet i 2015.
I 2021 skal der spares mere end 700 mio. kr. set i forhold til 2015, viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
- Uddannelsesinstitutionerne er klumpet sammen nogle få steder i landet. Derfor var udflytningsplanen "Bedre balance II", hvor man vil oprette 10 nye uddannelsesstationer ude i landet en ren gave. Det er godt, at man har blik for, at centraliseringen har taget overhånd, men med så massivt et omprioriteringsbidrag, så kan det mærkes, siger chefanalytiker i AE-Rådet Mie Dalskov Pihl.
Kvaliteten falder
De samlede besparelser svarer til, at omprioriteringsbidraget koster omkring 3.000 kr. per studerende i 2018 og omkring 6.000 kr. per studerende i 2021 på de korte og mellemlange videregående uddannelser, fremgår det af analysen.
- Når man sparer så mange penge per elev, så er konsekvensen at kvaliteten falder. Men det, der bekymrer os mest er, at de unge slet ikke vælger de her uddannelser, fordi de er for dårlige, siger Mie Dalskov Pihl.
De enkelte uddannelsessteder rundt om i landet skal spare store summer. Eksempelvis svarer besparelserne til, at Erhvervsakademiet i Kolding skal spare fire mio. kr. i år, mens VIA i Viborg skal spare tre mio. kr. Samtidig betyder de 10 nye uddannelsesstationer 500-1.000 studiepladser.
I alt vil mere end 120.000 studerende bliver ramt af omprioriteringsbidraget på de korte og mellemlange videregående uddannelser.
Dræner uddannelserne
Ifølge tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet er de samlede besparelser på erhvervsakademiuddannelserne 93 mio. kr. i 2018 og i 2021 drejer det sig om 176 mio. kr.
På professionsbacheloruddannelserne drejer det sig om 273 mio. kr. i 2018 og 535 mio. kr. i 2021.
Direktør i organisationen Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier, Lars Kunov, kalder besparelserne for "tudetosset".
- Samtidig med, at regeringen flytter arbejdspladser ud af landet, nedlægger vi lærerstillinger rundt omkring i landet på grund af besparelserne. Samtidig er manglen på arbejdskraft markant i nogle brancher og så vælger man at spare på uddannelse, så de får en ringere kvalitet, siger han.
Lars Kunov håber derfor, at regeringen i forbindelse med finanslovsforhandlingerne vil investere flere penge i uddannelsesområdet.
- Man bør erkende, at omprioriteringsbidraget dræner uddannelserne og i første omgang kvitte det. Dernæst håber vi, at man kommer op med en samlet plan for området, siger han.
Trods udflytning af uddannelser sparer regeringen stadig
De korte og mellemlange uddannelser skal spare et trecifret millionbeløb. Det til trods for en ambition om at skabe flere uddannelsessteder rundt omkring i landet