Presset økonomi på landets erhvervsskoler påvirker visse steder det udstyr og de materialer, der kan tilbydes på uddannelserne.
Sådan lyder det ikke mindst fra Erhvervsskolernes Elevorganisation (EEO):
- Forældet udstyr og manglende materialer er helt klart stadig et problem, siger Helene Glundholt, der er formand for EEO, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Hun påpeger, at problemets omfang varierer fra skole til skole og har blandt andet hørt om elever, som har skullet bygge ting ud af flamingo, fordi der ikke har været andre materiale tilgængelige.
- Det er jo tankevækkende, siger hun.
At økonomien er presset på erhvervsskolerne, fremhæver også Lars Kunov, direktør for Danske Erhvervsskoler - og Gymnasier.
Han påpeger, at den generelle omprioritering og et færre antal elever samlet spiller ind på skolernes økonomi og gør opmærksom på, at erhvervsskolerne på mange områder er nødt til at holde igen - herunder også på udgifterne til nyt udstyr og materialer.
En krølle er desuden, at materialepriserne på visse områder er steget, fortæller han og fremhæver ligesom Helene Glundholt, at udfordringerne varierer fra skole til skole.
- Hvis det skal lykkes at få flere til at søge erhvervsuddannelserne, så kan det ikke nytte noget med udstyr, der i bedste fald nogle steder er lidt forældet, siger han og fortsætter:
- I konkurrencen om de unge holder argumentet med, at de kan få de nye versioner ude i virksomhederne ikke længere.
Bør fjerne sparekrav
Hans opfordring er, at man fra politisk side fjerner sparekrav.
- Helt grundlæggende bliver politikerne nødt til at se på erhvervsskolerne som en prioritering. Udstyrsproblematikken bliver ikke løst ved puljesystemer, fremhæver han.
Samme melding lyder fra Helene Glundholt, der problematiserer, at politikerne på en side ønsker, at flere skal tage en erhvervsuddannelse men samtidigt beskærer uddannelserne.
Hurtig teknologisk udvikling
På Syddansk Erhvervsskole understreger direktør Lars Bregnehøj, at de investerer i udstyr men indrømmer, at der sikkert kan findes eksempler, hvor skolen har måttet udskyde investeringer.
- Selvfølgelig er der en udfordring i en tid, hvor vi skal spare. Det er der for alle skoler. Vi får væsentlig færre penge end tidligere, siger han.
Foruden besparelser er erhvervsskolerne udfordret af den teknologiske udvikling, som løber stærkt i de her år.
- Hvis vi skal følge nogenlunde med, så skal vi skifte udstyr med kortere intervaller end førhen, supplerer han.
Han håber derfor også, at politikerne holder en pause med besparelserne.
- Jeg synes, vi har taget rigtig mange besparelser, og at det derfor er passende med noget luft, lyder det fra skoledirektøren.
Forældet udstyr på erhvervsskolerne er fortsat en udfordring
Stop med at spare på uddannelserne, lyder opfordringen til politikerne fra flere sider