REGION HOVEDSTADEN
BIRKERØD
Parkeringspladser
Furesø Golfklub har søgt Rudersdal Kommune om tilladelse til omlægning og udvidelse af parkeringsareal, til etablering af overdækket udslagssted på golfbanens driving range og til etablering af et robotsystem til græsslåning og boldopsamling.
Sagen forelægges Byplanudvalget til beslutning og udtalelse over for Fredningsnævnet for København i dag.
Golfklubben ønsker at etablere 43 ekstra parkeringspladser i skovstykket ud mod golfbanens driving range. Desuden ønsker Furesø Golfklub at opsætte en læskærm på seks gange 12 meter i forlængelse af det eksisterende åbne udslagssted og anskaffe to boldopsamlerrobotter og to græsslåningsrobotter. Til opladning af robotterne opstilles fire ladestationer.
NIVÅ
Natur- og fritidsområde
Fritids- og idrætsudvalget i Fredensborg Kommune skal på sit møde i morgen blandt andet beslutte, om et forslag til helhedsplan for lergravene i Nivå skal godkendes til udsendelse i offentlig høring.
Forslaget er skabt i fællesskab af en gruppe, som repræsenterer borgere, interessenter og kommunen, og som har arbejdet ud for en vision om, at lergravsområdet i 2021 er Nivås grønne hjerte. Arbejdsgruppen har fokuseret bevarelse og beskyttelse af naturen i kombination med etablering af nedslag, der sikrer mulighed for at opleve et naturskønt område, skabe læring for børn samt mulighed for leg og ophold. De største nedslag i helhedsplanen er skovtårn, fugletårn og toiletbygning. Desuden bliver der ifølge planerne etableret legeområde, hundelegestue, stisystemer, læringsmiljøer med mere.
Lergravene er et gammelt industrilandskab, og terrænet er som den dag, den sidste gravemaskine forlod stedet, og naturen fik mulighed for at generobrede området.
Flere af elementerne i helhedsplanen vil kræver tilladelse eller dispensation efter Naturbeskyttelsesloven, Byggeloven og/eller Planloven. Indhentning af disse påbegyndes, når helhedsplanen er endelig vedtaget.
Det anslås, at der skal bruges 7,5 mio. kr., hvis alle elementer i planen skal realiseres.
SKODSBORG
Naturlegeplads
Byplanudvalget i Rudersdal Kommune skal på sit møde i dag tage stilling til, om der skal gives landzonetilladelse til etablering af en naturlegeplads og fitnessbane i Jægersborg Hegn ved Skodsborg Station.
Det er Naturstyrelsen, der søger om landzonetilladelse til etablering af naturlegeplads og fitnessbane ved Skodsborg Station. Samtidig har Natur, Park og Miljø i Rudersdal kommune bedt om landzonetilladelse til indretning af forpladsen ved stationsbygningen.
Anlæggene indgår i projektet "Turen starter ved Skodsborg Station", som er udviklet i et samarbejde mellem Naturstyrelsen, DSB, Banedanmark og Rudersdal Kommune, og som skal styrke de rekreative muligheder på forpladsen ved stationen, i skovstykket vest for stationen og ved Bøllemosen.
Naturlegepladsen inddeles i et areal for 2-5 årige og et for 6-11 årige. Begge arealer vil blive indrettet med forskellige elementer til leg og læring. Fra naturlegepladsen og frem til Bøllemosen vil der blive anlagt en togbane. Legefaciliteterne vil blive udført i naturmaterialer med træ som et væsentligt materiale.
REGION SYDDANMARK
HOLTUM
Spildevandskloakering
På baggrund af oplysninger fra Statens Miljøcenter om endog meget dårlige miljøforhold i Holtum Å har Vejle Kommune kortlagt spildevandsudløb fra ejendommene i Holtum by og udarbejdet et forslag til tillæg til spildevandsplanen om kloakering af byen.
Dette tillæg har været i høring og indstilles nu til endelig vedtagelse i Vejle Byråd i dag.
Undersøgelse af spildevandsforholdene i Holtum by viser, at langt hovedparten af ejendommene udelukkende har en bundfældningstank med direkte udledning til dræn/tilløb til Fløjstrup Bæk.
REGION NORDJYLLAND
SINDBJERG
Solcelleanlæg
Morsø Kommune har modtaget en ansøgning om etablering af et solcelleanlæg ved Næssundvej, Sindbjerg. Solcelleanlægget vil kunne forsyne omkring 8.150 husstande med vedvarende energi.
For at planen lader sig realisere er der udarbejdet et forslag til lokalplan og et forslag til tillæg til kommuneplanen, som nu efter endt høring, indstilles til endelig vedtagelse.
Udvalget for teknik og miljø har sagen på dagsordenen i dag, og derefter tager økonomiudvalget stilling den 22. august og kommunalbestyrelsen den 28. august.
Lokalplanområdet udgør et cirka 50 hektar stort område, som primært er dyrket landbrugsjord. Solcelleanlægget vil bestå af parallelle
rækker af solpaneler monteret på stativer, der er forankret via punktfundamenter. Omkring området plantes der et 10 meter bredt beplantningsbælte, hvor der er ikke er beplantning i forvejen.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Birkerød, Nivå, Skodsborg, Holtum og Sindbjerg