23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i København, Dragør, Haderslev, Silkeborg, Gødvad, Låsby, Ry, Mariager, Hobro og Farsø

REGION HOVEDSTADEN

KØBENHAVN

Etablering af midlertidigt tv-studie
Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune skal på sit møde på mandag blandt andet tage stilling til, om der skal gives tilladelse til et midlertidigt tv-studie på Kvæsthusbroen. Tilladelsen kræver en dispensation fra lokalplan nr. 374 "Kvæsthusbroen.

Der er søgt om tilladelse til at opføre en pavillon på i alt 293 kvm på Kvæsthusbroen, som er en privat grund. Pavillonen skal anvendes som tv-studie i en tre-årig periode.

DRAGØR

Klubfaciliteter
By-, Erhvervs- og Planudvalget i Dragør Kommune skal på sit møde på tirsdag beslutte, om der skal udarbejdes lokalplan for den inderste del af Nordre Mole - kaldet Madsens Krog. Lokalplanen skal muliggøre udbygninger nord for de nuværende bebyggelser.

Der arbejdes blandt andet med planer om et nyt grejskur til Dragør Sejlklub og ny indretning af Tolderhuset til tilbageværende klubber. Derudover er der også opstået et ønske fra de øvrige klubber om at sikre mulighed for fremtidig udbygning og udnyttelse på nordsiden af eksisterende bebyggelser.

Forslaget til nyt grejskur ligger udover den tidligere kystlinje og udløser derved lokalplanpligt. Det samme gælder klubbernes ønsker om fremtidige udbygningsmuligheder på nordsiden af eksisterende bebyggelse.

REGION SYDDANMARK

HADERSLEV

Boliger
En lodsejer ønsker i samarbejde med Haderslev Kommune at udvikle et område i den sydøstlige del af Haderslev til boligformål, og der er i den forbindelse udarbejdet et forslag til lokalplan for området, som ligger ved Gyvelhøj. Lokalplanen har været i høring og indstilles nu til endelig vedtagelse.

Lokalplanen åbner mulighed for etablering af seks åben-lav boliger og fem tæt-lav-boliger i form af for eksempel rækkehuse.

Udvalget for Plan og Miljø behandler sagen på mandag, og herefter i økonomiudvalget den 20 og byrådet den 28. august.

HADERSLEV

Skole
Haderslev Byråd har besluttet, at der skal arbejdes videre med et område ved vejen Erlev Bjerge og Gammel Hørregårdsvej, som mulig placering for en ny skole. Den nye skole skal afløse den nuværende Sønder Otting Skole - indskolingen.

Der har været gennemført en arkitektkonkurrence, og baseret på det vindende forslag er der udarbejdet et forslag til lokalplan. Dette indstilles nu til godkendelse og fremlæggelse i offentlig høring.

Lokalplanforslaget åbner mulighed for etablering af et større byggeri i to etager og op til 10 meters højde og for etablering af store arealer til skolens udendørs aktiviteter samt placering af regnvandsbassin(er).

Udvalget for Plan og Miljø behandler sagen på mandag, og herefter i økonomiudvalget den 20. og byrådet den 28. august.

REGION MIDTJYLLAND

SILKEBORG

Dobbelthus
Plan- og Vejudvalget i Silkeborg har sagt god for, at der opføres et dobbelthus på Warmingsvej 7-13 i Alderslyst.

Rådgiver har på vegne af bygherre søgt om tilladelse til at opføre et dobbelthus i ét plan på ejendommen, der på nuværende tidspunkt rummer fire tæt-lave boliger. Dobbelthuset er tænkt placeret i haven bag disse i anden parket til Warmingsvej.

GØDVAD

23 parcelhuse
Plan- og Vejudvalget i Silkeborg Kommune har sagt god for, at der udarbejdes lokalplan for et boligområde og et rekreativt område syd for Bakkeborg i Gødvad. Lokalplanarbejdet bliver sat i gang på baggrund af en bebyggelsesplan for 23 boliger i åben-lav bebyggelse. 

LÅSBY

Boligbebyggelse
Der er udarbejdet et forslag til lokalplan, som baner vej for opførelse af en boligbebyggelse i op til to etager på Hovedgaden 12-14 i Låsby, Skanderborg Kommune.

Skanderborg Byråd skal nu tage stilling til, om lokalplanforslaget skal fremlægges i offentlig høring som anbefalet af stabschefen for Kultur, Borger og Plan. I første omgang behandler miljø- og planudvalget sagen på tirsdag.

RY

Boligbebyggelse i fire etager
Miljø- og Planudvalget i Skanderborg Kommune skal på sit møde på tirsdag tage stilling til, om der skal igangsættes planarbejde for en randbebyggelse i fire etager langs Skanderborgvej i Ry.

Ejerne af Skanderborgvej 24 ønsker at udnytte kommuneplanens muligheder for at bygge i fire etager samt at kunne anvende alle etagerne til boligformål.

Det forventes, at et eventuelt planforslag til lokalplantillæg kan behandles politisk i oktober/november 2018 med henblik på offentlig høring, og at tillægget kan vedtages endeligt omkring årsskiftet.

REGION NORDJYLLAND

MARIAGER

16 rækkehuse
Ejeren af den tidligere XL-Byg ved Havnevej/Fjordgade i Mariager har henvendt sig til Mariagerfjord Kommune med henblik på at få udarbejdet en lokalplan, der gør det muligt at opføre 16 rækkehuse ved Havnevej/Fjordgade i Mariager.

Det er nu sket, og kommunalpolitikerne skal nu tage stilling til, om lokalplanforslaget skal sendes i offentlig høring i otte uger. I første omgang tager udvalget for teknik og miljø stilling på mandag.

Bebyggelsen udformes ifølge planerne som en kombineret rand- og rækkehusbebyggelse i to etager.

HOBRO

Ombygning til ungdomsboliger
Udvalget for Teknik og Miljø i Mariagerfjord Kommune skal på sit møde på mandag blandt andet beslutte, om forslag til lokalplan 138/2018 - Boligområde, Hostrupvej 85, Hobro skal sendes i offentlig høring i fire uger.

Ejendommen rummer i dag 30 kollegielejligheder, et tømrerfirma og en ventilationsvirksomhed.

Med forventning om stigende efterspørgsel efter ungdomsboliger, ønsker ejeren af ejendommen at indrette et antal ungdomsboliger/kollegielejligheder i eksisterende bygninger, når ventilationsfirmaet som planlagt flytter.

HOBRO

Tæt-lav boligbebyggelse
Hobro Boligforening ønsker at udbygge foreningens boliger syd for Hvilhøjvej med endnu en boligetape med tæt/lave boliger, og Mariagerfjord Kommune har i den forbindelse udarbejdet et forslag til lokalplan for området, som nu indstilles godkendt og fremlagt i offentlig høring i otte uger.

Sagen behandles i første omgang af udvalget for teknik og miljø på mandag.

FARSØ

Biogasanlæg
Vesthimmerland Biogas ApS ønsker at etablere et nyt biogasanlæg på adressen Holmevej 78, Farsø, og der er i den forbindelse udarbejdet et forslag til ny plangrundlag med tilhørende miljøvurdering.

Disse indstilles nu godkendt og fremlagt i offentlig høring. Sagen afgøres i byrådet via økonomiudvalget og teknik- og miljøudvalget, som har sagen på dagsordenen på mandag.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.141|instance-web02