REGION HOVEDSTADEN
KØBENHAVN
Ombygning
Teknik- og miljøudvalget i Københavns Kommune skal på sit møde på mandag blandt andet tage stilling til, om der skal gives dispensation fra lokalplan 432 "Carlsberg II" til ændring af den bevaringsværdige "Rød Lagerbygning" i Carlsberg Byen.
En ejendomsfond og en projektudvikler ønsker at ombygge bygningen, der i dag står tom, til kontorformål. Mest markant foreslås bygningens saddeltag udskiftet med en ny, let tagetage med fladt tag.
KØBENHAVN
Pavillon
Teknik- og miljøudvalget i Københavns Kommune skal på sit møde på mandag blandt andet tage stilling til, om der skal gives byggetilladelse til at opføre en pavillon på et offentligt tilgængeligt træbrygge-anlæg på adressen Teglholmsgade 12-14 på Teglholmen.
Ansøger ønsker primært at anvende pavillonens faciliteter til beboerhus og kajakopbevaring. Pavillonen bliver ifølge ansøgningen om byggetilladelse 300 kvm stor og skal indeholde et fællesrum/festsal med plads til 149 personer, et køkken, to toiletter og en tilstødende terrasse samt overdækket kajakopbevaring på cirka 100 kvm med plads til 30 - 40 kajakker.
REGION SJÆLLAND
NYKØBING SJÆLLAND
Hotellejligheder
Solvogn Invest A/S har købt ejendommen Havnevej 28, Nykøbing SJ af Odsherred Kommune med klausul om, at der på pågældende matrikel kun må opføres hotellejligheder. Gældende lokalplan udlægger området til helårsbeboelse, og det er derfor nødvendigt at udarbejde en afgrænset projektlokalplan, der er i overensstemmelse med beslutningen om salg til hotellejligheder.
Projektlokalplanen udformes således, at der inden for området kan opføres otte hotellejligheder i to etager med sydvendte terrasser og adgang via svalegangsløsning. Lejlighederne bliver mellem 67 og 130 kvm.
Sagen er på miljø- og klimaudvalgets dagsorden den 14. august, hvor udvalget skal beslutte, om beslutningskompetencen for godkendelse af forslaget til projektlokalplan og den endelige vedtagelse af projektlokalplanen kan delegeres til direktør Torben Greve og centerchef for Miljø og Teknik Kirsten Gyalokay.
Det er planen at forslaget skal fremlægges i to ugers høring.
REGION SYDDANMARK
BILLUND
Boligområde
Efter endt høring indstilles lokalplan nr. 295 nu til endelig vedtagelse. I første omgang behandles sagen af teknik- og miljøudvalget i Billund Kommune på tirsdag.
Planen omfatter fjerde etape i udviklingen af et nyt boligområde ved Møllevej i Billund Syd.
REGION MIDTJYLLAND
ULSTRUP
Renovering og ombygning
Favrskov Byråd skal i nær fremtid tage stilling til et forslag om arealoptimering ved flytning af forskellige funktioner i kommunale bygninger i Ulstrup. I samme forbindelse skal Byrådet tage stilling til en anlægsbevilling på 1 mio. kr. til renovering og ombygning og til nedrivning af udtjente pavilloner på Skolevej 1a og 1b i Ulstrup. Sagen behandles af teknik- og miljøudvalget i dag.
Teknik og Kultur har vurderet en række forskellige scenarier for flytning af funktioner i Ulstrup og anbefaler en løsning, hvor værestedet café Sløjfen, Røde Kors og spejderne flyttes og samles på Solsortevej 68, og hvor dagplejens legestue flyttes til lokalefællesskab med Ulstrup Børnehus.
SILKEBORG
Skolebyggeri
Børne- og ungeudvalget i Silkeborg Kommune besluttede tidligere på året, at Troldebusken, som indtil 1. august i år har huset Hvinningdalskolens SFO, tilbageføres til dagtilbudsområdet, hvilket forudsætter, at der iværksættes planlægning af et erstatningsbyggeri på skolen.
Sagen blev drøftet på børne- og ungeudvalgets møde forleden. Udvalget anser det for væsentligt, at opgaven med opførelse af erstatningsbyggeri fremmes mest muligt.
SILKEBORG
Erhvervs- og naturformidlingscenter
Plan- og vejudvalget i Silkeborg Kommune har sagt god for, at der udarbejdes lokalplan og tillæg til kommuneplanen for et erhvervs- og naturformidlingscenter ved Ferskvandscenteret og Aqua. I første omgang gennemføres der en fire uger lang forhøringt, hvor der indkaldes ideer og forslag til den kommende planlægning.
Aqau har et ønske om at udvide deres aktivitetspark med cirka 26.000 kvm på et areal ned mod Remstrup Å. Arealerne er i dag dækket af skov og er omfattet af skovloven. Miljøstyrelsen har tilkendegivet, at man umiddelbart er positivt indstillet overfor en udvidelse, og at dispensation fra skovloven kan forventes.
Samtidig vil Silkeborg Kommune gerne sikre, at der kan etableres yderligere 10.000 kvm etagemeter til erhvervsformål indenfor Ferskvandscenteret - primært indenfor den nordlige del af området.
SILKEBORG
Arkitektkonkurrence
Plan- og Vejudvalget i Silkeborg Kommune har sagt god for i gangsætning af en arkitektkonkurrence for søfront- og havnearelerne.
Der er både en betydelig investeringsinteresse knyttet til arealerne og stor opmærksomhed på at sikre en god offentlig, rekreativ og trafikal udnyttelse af det, der af mange silkeborgensere opleves som byens hjerte. Derfor er Silkeborg Kommune og Realdania gået sammen med en række lokale sponsorer om en arkitektkonkurrence for at tilvejebringe en samlet masterplan for søfront- og havnearealerne.
Der ønskes afholdt en to-faset arkitektkonkurrence, hvor den første fase skal fokusere på en bystrategisk analyse af konkurrenceområdet og fastlægge et hovedgreb og den overordnede placering af funktioner, blandt andet et nyt Museum Jorn. Anden fase tager afsæt i den valgte placering af det nye museum og skal tilvejebringe en samlet masterplan for søfront- og havnearealerne.
Der afholdes en indledende prækvalifikation med henblik på at udvælge tre tværfagligt sammensatte team til opgaven. De tre team deltager alle i begge faser, hvorefter der udpeges en vinder.
Arkitektkonkurrencen skydes i gang med annoncering og prækvalifikation i september. Målet er at have en samlet masterplan færdig til marts-april 2019.
REGION NORDJYLLAND
ØSTER HURUP
Altaner
Ejerforeningen Havblik, Øster Hurup, har bedt Mariagerfjord Kommune om tilladelse til opsætning af altaner på terrassesiden på ejerforeningens 75 huse.
Altanerne er cirka 7,5 kvm store.
Gældende lokalplan åbner kun i begrænset omfang mulighed for ændring af områdets facade- og bygningsudtryk. Det er derfor udarbejdet et tillæg til lokalplanen, som direktøren for Teknik og Miljø anbefaler godkendt og fremlagt i offentlig høring i to uger.
I første omgang tager udvalget for teknik og miljø stilling til anbefalingen på sit møde på mandag.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i København, Nykøbing Sjælland, Billund, Ulstrup, Silkeborg og Øster Hurup