Den Holstebro-baserede entreprenørkoncern, Gråkjær A/S, er ikke tilfreds med overskuddet i regnskabsåret 2017/18, der er på niveau med det foregående år.
- Vi har været ramt af nogle projektudskydelser. Det betyder, at vi mangler noget omsætning, som vi havde ventet at få ind. Og det gør os især sårbare, når vi arbejder med store totalentrepriser, siger adm. direktør Jan Larsen.
Gråkjær kommer ud med et overskud på 14,4 mio. kr. før skat i 2017/18 mod 14,1 mio. kr. i 2016/17, mens selskabet øgede omsætningen med 9 pct. til knap 800 mio. kr. i 2017/18.
Voldgift hæmmer
Gråkjær opfører primært byggerier i totalentrepriser inden for segmenterne erhverv, aqua (landbaseret fiskeopdræt) og landbrug. De primære markeder er Danmark, Norge, Sverige og Tyskland.
Entreprenørkoncernen oplevede i regnskabsåret, at flere danske projekter blev udskudt i divisionerne erhverv og aqua. Det har påvirket resultatet negativt med et tocifret millionbeløb, kan man læse i ledelsesberetningen.
Samtidig er Gråkjær indblandet i en voldgift i Norge, der også har trukket ned.
- Vi har gennemført en nedskrivning, men vi håber da stadigvæk, at sagen får et positivt udfald, siger Jan Larsen.
Vil fordoble overskud
Hvis man ser bort fra de udskudte projekter og voldgiftssagen, er årets resultat acceptabelt, vurderer koncernen. Og der er positive forventninger til indeværende regnskabsår. Direktøren mener, at Gråkjær vil være i stand til at fordoble overskuddet.
- Vores investeringer bærer frugt, og vi ser lyst på fremtiden. I øjeblikket har vi en rekordstor ordrebeholdning, siger han.
Gråkjær har en ordrebeholdning på over 1 mia. kr., hvilket primært skyldes god aktivitet i erhvervssegmentet, der blandt andet indeholder boligbyggeri, og den forholdsvis nye satsning inden for fiskeopdræt i aquadivisionen. Til gengæld giver landbruget ikke tidligere tiders aktivitet.
- Landbrug ligger på omkring en tredjedel af aktivitetsniveauet i forhold til dengang, det var på sit højeste. Og det er ikke noget, der vil ændre sig i år, tror jeg, siger Jan Larsen.
Udlandet står for omkring 40 pct. af aktiviteten i Gråkjær.
Koncernen har for nylig blandt andet indgået en aftale om at projektere og opføre et vandanlæg til fiskeopdræt i Sydafrika.
Udskudte projekter holder Gråkjær tilbage
Entreprenøren nåede ikke det forventede overskud, men kan til gengæld glæde sig over sin største ordrebog nogensinde