Den overordnede strategi hos Christiansen & Essenbæk er at der skal være styr på kompetencerne for at kunne yde den rette service overfor kunderne.
En stærk ledelse skal stå for gennemførelsen af projekterne, således at kvaliteten opretholdes og kalkulationerne holdes i skak.
- Vi bruger faktisk mindst en million kroner årligt på efteruddannelse af vore ledende medarbejdere, og det skyldes at vi er i et teknisk avanceret område, hvor det kræver helt specielle lederkompetencer, siger adm. direktør Jon Buch til Licitationen.
Firmaet løser mange forskellige typer af opgaver inden for betonrenovering, og nedrivning og sanering er et af specialerne, ofte forudgående for renoveringsfasen.
Således også tilfældet i Vestbadet uden for København, hvor firmaet netop er ved at mande op til en større betonrenovering af et stærkt nedslidt udendørs badeanlæg.
I god gænge
Jon Buch blev adm. direktør i 1999 og havde dengang omkring 40 mio. kroner i omsætning. Den er siden steget med i snit 10 procent årligt og andrager i dag ca. 220 mio. kroner og ventes at stige yderligere i indeværende år.
- Vi har styr på omsætningen. Og vi har lavet en ny tilbudsstrategi, så vi er sikre på at vi regner rigtigt og at forretningen er bæredygtig. Er der ikke udsigt til, at vi kan tjene på det, siger vi nej tak, og når vi regner tilbud er det igen med de rette kompetencer in mente, således at vi er sikre på, at vi kan udføre arbejdet til den standard og tidsramme, som vi rent faktisk tilbyder. Samtidig vurderer vi nøje det udbudsmateriale, der er tilgængeligt, så vi er sikre på, at det hele kommer med. Og det kan være en udfordring nogle gange, for det er ikke al udbudsmateriale, der har den kvalitet, der skal til for at give et rigtigt billede af det arbejde, der skal udføres, siger Jon Buch.
Udvikler andres kompetencer
Firmaet afholder i den forbindelse også seminarer for blandt andre kommunerne, som på den måde bliver klædt bedre på til at udbyde denne form for arbejder.
- Vi har valgt at sprede forretningen, således at det i dag kun er halvdelen af opgaverne der kommer ind via licitationer. Den anden halvdel er baseret på faste kunder og kunder, hvor vi er tidligt involverede, hvilket også er et vigtigt element for os, idet vi her dels kan sikre, at vi får regnet det rigtige, og dels at kunden får det projekt der faktisk bestilles. Vi vil med andre ord gerne med så tidligt som overhovedet muligt, siger han og tilføjer at der er tale om både offentlige og private kunder.
- Vi samarbejder også med udenlandske entreprenører, som vi løser opgaver for. Eksempelvis har vi en medarbejder, der kan tale italiensk. Det er nyttigt blandt andet i forhold til både det gamle og det nye Metro-projekt. Det handler igen om kompetencer og kommunikation, barriererne brydes ned og arbejdet får et fornuftigt flow, fortæller direktøren.
Selskabet har også udført opgaver i udlandet, herunder Island, Grønland, Skt. Martens i Caribien og på Jamaica.
Firmaet arbejder eksempelvis med renovering af et stort Arne Jacobsen-byggeri i Jægersborg samt det nævnte Vestbadet.
- Vi har desuden også været med på Limfjordstunnelen og Storebælts pyloner, fortæller Jon Buch.
Det ser fornuftigt ud
Firmaets ordrebog ser ganske fornuftig ud med en beholdning, der svarer til omkring otte måneders produktion.
Og resultatmæssigt regner man med at nå omkring to procent på bundlinjen, med en kvart milliard kroner i omsætning.
- Konkurrencen er hård, og det vedbliver den at være. Vi investerer meget i viden og kompetencer og det koster en del. Men det er også med til at sikre vores konkurrenceevne, siger han.
Specialer kræver stærk ledelse hos entreprenør
Hos Christiansen & Essenbæk handler det om at styre projekterne rigtigt igennem til gavn for kunder og virksomhed