23948sdkhjf

Flere byggefirmaer går konkurs trods opsving

468 byggefirmaer måtte dreje nøglen i første halvår
I første halvår af 2018 gik 468 bygge- og anlægsfirmaer konkurs. Det er knap 30 procent flere end i første halvår af 2017.

Alene i sidste uge krakkede 79 byggefirmaer mod 17 konkurser i samme uge sidste år.

Det skriver Fagbladet 3F.

- Det er stærkt bekymrende, for det burde jo gå rigtig godt for byggefirmaerne lige nu. Desværre oplever vi mange brodne kar og mange firmaer, der åbner for kun at lukke igen. Det belaster hele branchen, når folk er ligeglade med deres ansvar, siger Palle Bisgaard, næstformand i 3F Byggegruppen.

Sidste år ventede Dansk Byggeri ellers færre konkurser.

- Med opsvinget forventede vi, at der kom færre konkurser, men det har desværre ikke været tilfældet, siger Andreas Fernstrøm, analysechef i Dansk Byggeri.

Gennem det seneste år er 919 byggefirmaer gået konkurs. Det er det største antal firmaer, siden finanskrisen i 2010. Året forinden var der kun 747 konkurser.

- Travlt med for meget
Thomas Frommelt leder revisionsfirmaet Deloittes branchegruppe for byggeri. Han rådgiver små og mellemstore byggefirmaer.

- I takt med, at alle har meget at lave, skal virksomhederne jonglere mellem flere opgaver og samtidig tjene penge. Små virksomheder får travlt med for meget, og det koster i sidste ende, siger han ifølge Fagbladet 3F.

Desværre er ikke alle klar til starte eget firma, mener Thomas Frommelt.

- Flere åbner deres egen virksomhed, fordi der er meget arbejde at få, men det er ikke ensbetydende med, at de kan drive en virksomhed ordentligt. Man skal derfor sørge for at uddanne virksomhedsstarterne bedre, siger han.

De mange konkurser i små virksomheder med få ansatte bekymrer ikke Dansk Byggeri.

- Det er ubehagelige tal at læse, men jeg ser det ikke som det største problem. De virksomheder, der går konkurs, er blevet mindre, så for mig er tallene ikke så slemme, siger Andreas Fernstrøm.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11