Det er langt mindre farligt at arbejde i elementbranchen, end det var for få år siden. De seneste tal fra Betonelement Foreningen viser, at antallet af arbejdsulykker i branchen er næsten halveret siden 2011.
- Faldet skyldes et stort fokus på at undgå arbejdsulykker i både produktionen, og når betonelementerne skal monteres på byggepladsen, siger branchedirektør for Dansk Beton hos Dansk Byggeri, Thomas Uhd.
Påstanden bakkes op af branchens største aktører. Således kom CRH Concrete ud af 2017 uden en eneste arbejdsulykke for første gang i koncernens historie. Og det er en præstation, som trumfer en ellers imponerende vækst på bundlinjen, der voksede med 41 procent til 251 mio. kr. sidste år.
- Vi havde nul arbejdsulykker i hele den danske koncern i 2017, og det er faktisk det resultat, vi har fejret mest og det, jeg er mest stolt af, siger administrerende direktør Claus Bering til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Den positive udvikling hos elementproducenterne står i kontrast til det generelle billede i byggebranchen. Som Licitationen kunne skrive onsdag, viser nye tal fra Arbejdstilsynet, at antallet af arbejdsulykker i byggeriet er steget med 15 procent i løbet af de sidste fem år. Kun anlægsbranchen har samlet set oplevet et mindre fald i perioden.
Målrettet indsats
Sikkerhed og arbejdsmiljø er det første punkt på dagsordenen på alle interne møder i CRH-koncernen og lokalt. Og Claus Bering er ikke i tvivl om, at faldet i arbejdsulykker skyldes det målrettede arbejde, som kommer virksomheden til gode på flere måder.
- I CRH-koncernen er vi ekstremt fokuseret på at undgå arbejdsulykker og at alle kommer sikkert hjem fra arbejde hver dag. Men jeg tror også på, at et bedre og mere sikkert arbejdsmiljø giver en bedre produktivitet, når folk for det første ikke er sygemeldte, og vi for det andet sørger for at have ryddelige arbejdspladser.
Spæncom vil i nul
Også hos branchens næststørste aktør er sikkerheden i fokus. Siden 2014 har Spæncom reduceret antallet af arbejdsulykker med 90 procent. Målet for 2019 er at gå i nul.
- Vi tænker sikkerhed ind i alt, hvad vi gør. Fra første dag en medarbejder starter hos os, er sikkerhed den primære dagsorden. Kollektivt er vi opmærksomme på hinandens adfærd og griber venligt men straks ind, hvis vi ser en opgaveløsning, som kan virke uforsvarlig, siger Spæncoms miljø- og sikkerhedschef, Niels-Christian Rask.
Elementproducenterne har blandt andet indført kurser for både ansatte og ledere, ligesom der opereres med både gulerod og pisk. Således fejres en måned uden arbejdsulykker gerne med de ansatte, mens Spæncoms interne arbejdsmiljøafdeling udfører uanmeldte besøg på arbejds- og byggepladser.
Elementproducenter knækker ulykkeskurve
De tunge drenge går forrest i en positiv udvikling for elementbranchen, hvor antallet af arbejdsulykker næsten er halveret siden 2011