23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Permanent Boligjobordning har skabt lærepladser og job

Knap en tredjedel af de små og mellemstore byggevirksomheder planlægger eller har ansat flere medarbejdere efter Boligjobordningen er blevet permanent, viser en undersøgelse fra SMVdanmark

Det har sat gang i beskæftigelsen i de små og mellemstore byggevirksomheder, at Boligjobordningen nu er blevet permanent.

Det viser de seneste tal fra SMVdanmarks - det tidligere Håndværksrådet - kvartals-vise konjunkturundersøgelse.

Det permanente skattefradrag på service- og håndværksydelser har ifølge de adspurgte virksomheder medført, at virksomhederne har ansat eller planlægger at ansætte både flere lærlinge, men også flere medarbejdere.

Samtidig svarer virksomhederne, at det har bevirket et fald i efterspørgslen på sort arbejde.

Chefkonsulent i SMVdanmark Kristian Brændstrup Bech mener, at resultatet af undersøgelsen understreger, hvor vigtigt det er med stabile rammevilkår.

- For virksomhedernes planlægning af driften er det vigtigt, at kende sine rammevilkår. På den måde kan de bedre planlægge, at ansætte et par ekstra medarbejdere eller tage en lærling mere ind, siger han.

Hvidt arbejde
Ifølge undersøgelsen har implementeringen af den permanente Boligjobordning har medført, at 27 pct. af de adspurgte virksomheder har ansat eller planlægger at ansætte flere lærlinge, mens 29 pct. af de adspurgte SMV’er har ansat eller planlægger at ansatte en medarbejder i indeværende kvartal.

Af de 27 pct. som har ansat eller planlægger at ansætte en ny lærling har 11 pct. ansat en ny, mens 16 pct. overvejer at ansætte en ny lærling på baggrund af at Boligjobordningen nu er blevet permanent.

Af de 29 pct. af virksomhederne, som har ansat eller overvejer at ansætte en medarbejder, har 13 pct. allerede ansat en medarbejder, mens 16 pct. planlægger at ansætte en medarbejder.

Kun 2 pct. og 3 pct. af de adspurgte har reduceret antallet af henholdsvis lærlinge og svende, viser analysen.

Samtidig svarer 21 pct. af de adspurgte, at implementeringen af en permanent boligjobordning har medført en yderligere reducering af sort arbejdskraft, mens 41 pct. mener, at permanentgørelsen har samme effekt, som den tidligere midlertidige boligjobordning.

- Undersøgelsen ligger helt i tråd med, hvad Skatteministeriet også har konkluderet - nemlig at ordningen giver et økonomisk incitament til at få udført håndværksarbejdet hvidt, siger Kristian Brændstrup Bech.

Flere lærlinge
Jens Palmelund indehaver af Hedensted VVS Service A/S kan godt nikke genkendende til det billede som undersøgelsen tegner.

- Ordningen har været god for vores branche og her efter sommerferien ansætter jeg en lærling og en svend mere. Det, at fradraget nu er blevet permanent, betyder, at vi lettere kan planlægge, fordi vi kender rammerne. I de perioder, hvor det var usikkert, om ordningen ville fortsætte, holdt folk sig meget tilbage og det gjorde planlægningen svær. Derudover har det betydet, at det er meget længe siden, vi har fået henvendelser fra kunder, der efterspørger sort arbejde, siger han.

Det samme mener John Nielsen, indehaver af Johns Tømrerfirma i Struer.

- Vi får ingen henvendelser omkring sort arbejde mere. Samtidig mærker vi den øgede aktivitet, som ordningen har skabt og vi har måttet ansætte to mand mere og taget en ekstra lærling, for at kunne leve op til efterspørgslen, siger han.

Ifølge tal fra Rockwoolfonden udgør det sorte arbejde årligt en værdi på mellem 34 og 59 mia. kroner.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.11|instance-web03