REGION SJÆLLAND
NYKØBING SJÆLLAND
Udvidelse af solvarmeanlæg
Odsherred Byråd har godkendt Nykøbing Sjælland Varmeværks projektforslag for udvidelse af deres solvarmeanlæg med i alt 358 solpaneler.
Der skal investeres 6,5 mio. kr. i udvidelsen.
REGION SYDDANMARK
CHRISTIANSFELD
Nedrivning
Plan-, bolig- og miljøudvalget i Kolding Kommune fordelte tidligere på måneden midler fra puljerne Landsbyfornyelsesstøtte II og Byfornyelse 2018. To ejendomme har siden takket nej til deres støttetilsagn.
Forvaltningen anbefaler, at restbeløbet af landsbyfornyelsesmidlerne på 840.000 kr. tildeles ejendommen Kongensgade 15 i Christiansfeld sammen med de 1,5 mio. kr., kommunen har afsat til nedrivning og oprensning.
På ejendommen Kongensgade 15 planlægges det at opføre Lægehus Christiansfeld, som Sundheds- og Ældreministeriet vil støtte med 9,984 mio. kr., og den eksisterende bebyggelse - en tidligere servicestation - skal derfor rives ned.
Forvaltningens forslag blev forleden godkendt af Plan-, bolig- og miljøudvalget, som har beslutningskompetencen i sagen.
REGION MIDTJYLLAND
HOLSTEBRO
Heliport
Teknik og Miljø i Holstebro Kommune har udarbejdet et forslag til lokalplan og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg for et område til en heliport - en helikopterlandingsplads - vest for Viumvej ved Holstebro til hospitalsrelaterede flyvninger.
Holstebro Byråd godkendte på sit seneste møde forslagene med henblik på otte ugers offentlig høring.
Lokalplanen fastlægger, hvordan området i hovedtræk skal fremstå med et landingsareal og i tilknytning hertil tilkørsels- og vendeareal for ambulancer, der ankommer ad Viumvej - Vester Nørlundvej.
Heliporten ventes etableret i andet halvår 2018 eller alternativt snarest i det nye år.
ULFBORG
Etablering af shelterplads
Ulfborg Borgerforening og Teknik og Miljø i Holstebro Kommune har i nogen tid arbejdet med planer om at etablere en bålhytte med to-tre shelters indbygget ved den gamle spejderhytte på Skovstien i P. Jensens Plantage, og Holstebro Kommune har investeret 200.000 kr. i udvikling af planen.
Bålhytten og de nye shelters skal anvendes af såvel lokale børnehavebørn, skoleklasser, spejdere, byens ældre, borgere som af turister.
Spejderhytten på stedet står tom og er faldefærdig. Teknisk udvalg i Holstebro Kommune besluttede derfor forleden at finde penge til at få hytten fjernet.
Borgerforeningen har haft et firma til at miljøundersøge bygningerne nærmere. Miljøundersøgelsen har blandt andet påvist asbestholdigt materiale i tag, sokkel og fliseklæbe.
ULFBORG
Rekreativt område
Vestforsyning Spildevand A/S er i gang med at separatkloakere store dele af Ulfborg og til håndtering af regnvand har forsyningsselskabet behov for at etablere regnvandsbassiner, der kan rense og neddrosle regnvandet inden udløb til vandløb.
Vestforsyning Spildevand A/S og Teknik og Miljø i Holstebro Kommune har derfor udarbejdet et projektforslag for et grønt rekreativt område med regnvandsbassiner i den nordlige del af Ulfborg by.
Bassinanlægget omfatter et forbassin, der skal fungere som sandfang, og herfra ledes vandet ind i et større regnvandsbassin. Overskudsjord indtænkes i projektet som et bakket grønt aktivitetslandskab, der kan benyttes til løbetræning og udsigtsbakker. En af de højeste bakker kan for eksempel benyttes som kælkebakke.
Det er målet, at projektområdet skal være en del af den grønne ring, som Ulfborg Borgerforening og Teknik og Miljø udvikler i samarbejde.
Teknisk udvalg anbefaler overfor byrådet, at der findes 450.000 kr. til kommunens del af projektet.
BALLEN
Udstykning
Samsø Kommunalbestyrelse har besluttet at fremlægge forslag til lokalplan for et boligkvarter nord for Ålebækken i Ballen i offentlig høring.
Lokalplanen muliggør udstykning af fem grunde fra matr. nr. 58c og fire grunde fra matr. nr. 5b - begge Brundby By, Tranebjerg. Samtidig sikrer lokalpalnen et rekreativt grønt areal med plads til etablering af en offentlig sti langs Ålebækken. Endelig muliggør den etableringen af et parkeringsareal.
REGION NORDJYLLAND
SØNDERHOLM
Solfangeranlæg
Aalborg Byråd har vedtaget lokalplan 6-6-104 Tekniske anlæg, Solfangeranlæg, Sønderholm og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.
Lokalplanen er udarbejdet efter ønske fra Sønderholm Varmeværk om at etablere et solvarmeanlæg, hvilket bliver muligt med vedtagelsen.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Nykøbing Sjælland, Christiansfeld, Holstebro, Ulfborg, Ballen og Sønderholm