23948sdkhjf

Professor om kattegatbro: Danmark vinder ikke ved privatfinansiering

Staten står langt stærkere end pensionskasser til at optage billige lån, siger transportforsker

Der er ingen gode økonomiske argumenter for at lade en pensionskasse investere i en fast forbindelse over Kattegat frem for staten.

Det siger Mogens Fosgerau, der er professor i transportøkonomi ved Københavns Universitet.

- Jeg kan godt se den private interesse for at investere. Men det gør jo ikke samfundet rigere, og vi får ikke bedre råd på den måde.

- Staten er på mange måder den bedste til optage billige lån og dermed bære den økonomiske risiko. Det kan en pensionskasse aldrig konkurrere med, siger han.

En stor privat investor er ifølge dagbladet Politiken klar i kulissen og kommer senere på året med et konkret tilbud om at finansiere en kombineret bro til både tog og biler fra Sjælland til Jylland via Samsø.

Det bygger på oplysninger fra Kattegatkomitéen, som er erhvervsfolk og borgmestre med tidligere miljøminister Jens Kampmann (S) i spidsen, der i en årrække har kæmpet for en Kattegatbro.

Den interesserede pensionskasse vil bygge selve anlægget fra kyst til kyst, mens staten selv skal stå for tilhørende motorveje og jernbaner på land, siger Jens Kampmann ifølge Politiken.

- Kattegatkommiteen er jo en lobbyorganisation, som før er gået meget langt i forhold til at udlægge deres sag positivt og ikke altid retvisende, siger Mogens Fosgerau.

- Men det er jo appetitligt for mange politikere med en privat investor, så de umiddelbart kan slippe for selv at få penge op af lommen, og som derfor måske godt kan betyde noget for, om projektet reelt bliver til noget.

Han peger på, at skulle staten give grønt lys for en privat investor, så vil der fortsat være en række afledte omkostninger for staten såsom at bygge landanlæggene inklusive motorveje til mange milliarder. Samt aldrig at sætte taksten ned over Storebælt.

- Trafikberegninger viser, at en ret stor del af trafikken på Kattegat skal tages fra Storebælt. Bygger man en Kattegatforbindelse, så låses staten fast på en fortsat høj takst over Storebælt, for ellers rives det økonomiske grundlag væk under Kattegatbroen, siger han.
/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093