23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om nye byggeprojekter i Hobro, Skørping, Terndrup, Aalborg, Strandby, Odense, Sønderborg, Avnbøl, Hillerød og Lynge

REGION NORDJYLLAND

HOBRO

Byggeri ved Volstrup Golfcenter
Rebild Byråd skal på sit møde i morgen blandt andet tage stilling til, om lokalplantillæg nr. 289T7 for Golfbyggeri ved Volstrup skal vedtages endeligt.

Tillægget giver mulighed for, at der kan opføres yderligere bebyggelse i tilknytning til Volstrup Golfcenter. Det drejer sig om en overdækning af udslagsmåtterne ved driving range samt etablering af et starterhus i forbindelse med den eksisterende bebyggelse.

SKØRPING

Museum
Nordjyllands Historiske Museum, Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse og Rebild Kommune har indgået et samarbejde om at udforme et egentligt og konkret forslag til fremtidig anvendelse af bunkeranlægget Regan Vest, der indebærer en åbning for offentligheden.

Det fredede Regeringsanlæg Vestdanmark Regan Vest er en atomsikret bunker placeret 60 meter under jorden i Rold Skov. Det blev etableret i koldkrigsårene og skulle være arbejds- og opholdssted for Danmarks regering, kongehus med flere i en militær nødssituation.

Der er på baggrund af en ansøgning om at indrette anlægget til museum nu udarbejdet et forslag til lokalplan, som teknik- og miljøudvalget i Rebild Kommune anbefaler godkendt og fremlagt i offentlig høring. Rebild Byråd tager stilling i sagen i morgen.

TERNDRUP

Boliger
På baggrund af ansøgning om etablering af boliger på Hadsundvej i Terndrup er der udarbejdet et forslag til lokalplan nr. 313, og Rebild Byråd beslutter på sit møde i morgen, om forslaget skal godkendes og fremlægges i offentlig høring i seks uger.

Lokalplanområdet er cirka 1,2 hektar stort, og lokalplanen giver mulighed for etablering af boliger i form af tæt-lav bebyggelse og etageboliger i op til to etager.

AALBORG

Boligbebyggelse
Aalborg Byråd har fremlagt forslag til Kommuneplantillæg 4.055 og Lokalplan 4-3-105 Boliger, Kong Minos Vej, Gug i offentlig høring frem til 5. september.

Det nye plangrundlag skal bane vej for ni boliger i en åben-lav bebyggelsesstruktur nord for Kong Minos Vej og cirka 70 boliger i en tæt-lav og/eller lav etagebebyggelse syd for Kong Minos Vej med maksimalt to etager.

Lokalplanen udlægger desuden et sammenhængende grønt område mellem den kommende bebyggelse og Sønder Tranders Vej. Området etableres som rekreativt område og fælles opholdsarealer for beboerne i de nye boliger.

STRANDBY

18 boliger
Økonomiudvalget i Frederikshavn Kommune har godkendt forslag til lokalplan og et tilhørende kommuneplantillæg for boliger på Snedkerbakken i Strandby, som herefter fremlægges i offentlig høring i otte uger.

Lokalplanen baner vej for nedrivning af et par boliger og et par erhvervslokaler samt for opførelse af 18 nye boliger.

REGION SYDDANMARK

ODENSE

Boligområde
Odense Byråd har godkendt forslag til lokalplan nr. 6-813 for Bellinge Fælled Vest og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg med henblik på otte ugers offentlig høring.

Forslagene til nyt plangrundlag er udarbejdet for at imødekomme efterspørgslen på parceller i området. Samtidig har private ejere ønsket at omdanne området vest for Flintagergårdvej til et nyt boligområde.

Lokalplanforslaget omfatter udstykninger for rækkehuse og parceller til samlet cirka 316 boliger.

SØNDERBORG

Om- og tilbygning
Mølleparkens Plejecenter i Sønderborg om- og tilbygges fra nuværende 56 plejeboliger til 60 plejeboliger, og samtidig ombygges servicearealer og dagcenter.

Sagen er på byrådets dagsorden i dag, hvor skema A indstilles godkendt. Anskaffelsessummen er opgjort til 15.315.327 kr.

Skala arkitekter A/S er totalrådgiver på projektet, og derudover er der indgået kontrakt med underrådgiverne JKA Arkitekter APS, Niras A/S, Brink Brandenburg arkitektur og Jeanet Lemche.

Der opføres syv nye plejeboliger og nye fællesarealer på i alt 680 kvm. En bolig ombygges i nuværende fælles boligareal, tre boliger nedlægges og ombygges til serviceareal, og en bolig nedlægges og ombygges til fælles boligareal.

Alle boliger står ifølge planerne klar til indflytning 1. januar 2021.

SØNDERBORG

Udbygning af lufthavn
Sønderborg Byråd skal på sit møde i dag blandt andet beslutte, om der skal udarbejdes ny lokalplan for Sønderborg Lufthavn.

I april godkendte økonomiudvalget tredje og sidste del af det samlede strategiarbejde for Sønderborg Lufthavn. Strategiarbejdet indeholder ambitiøse planer for udviklingen af lufthavnen. For at understøtte lufthavnens udvidelsesplaner skal der udarbejdes en ny lokalplan og muligvis et tillæg til kommuneplanen.

Udbygningen af lufthavnen er i strategiarbejdet skitseret i to faser for at sikre, at investeringer i lufthavnen hænger sammen med en realistisk vækst. På den måde kan planerne skaleres op eller ned alt efter de reelle resultater. Første fase forventes at forløbe fra 2018 til og med 2021. Anden fase kan igangsættes i 2022 med forventet afslutning i 2026, hedder det i sagsfremstillingen i dagsordenen til byrådsmødet.

Fase 1 indeholder etablering af en ny terminal, etablering og udvidelse af flystandplads og rulleveje, etablering af to nye hangarer, etablering af en ny brandstation og udvidelse af parkeringsfaciliteter og adgangsforhold.

AVNBØL

13 boliger
Forslag til lokalplan 5.3-2 Boligområde ved Truenbrovej, Avnbøl Mølle har været i høring og indstilles nu til endelig vedtagelse i Sønderborg Byråd, der har sagen på dagsordenen i dag.

Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af et skitseprojekt fra en lokal grundejer, der ønsker at opføre ny tæt-lav bebyggelse i Avnbøl ved den gamle mølle. Lokalplanen giver mulighed for etablering af 13 nye boliger.

REGION HOVEDSTADEN

HILLERØD

Udskiftning af vinduer
Hillerød Byråd skal på sit møde i dag blandt andet tage stilling til, om kommunen skal stille garanti for et lån, som Frederiksborg Boligselskab vil optage til et renoveringsprojekt i Sophienborgvænget.

Afdelingen i Sophienborgvænget består af 26 almene ældreboliger, som skal have nye vinduer, ligesom der skal ses nærmere på taget.

LYNGE

Spejderhus
Allerød Byråd har vedtaget lokalplan 3-394 for et spejderhus i Lynge endeligt. Formålet med lokalplanen er at give mulighed for opførelse af et spejderhus og andre nødvendige bygninger, og at byggeriet kan integreres i det grønne rekreative område mellem skoler, daginstitutioner, Lynge Hallen og Årtusindeskifteskoven.

KFUM Spejderne Allerød-Lynge Gruppe har fået 2.250.000 kr. til erstatning for spejderhuset på Baunesvinget, og spejderne finansierer herefter alle udgifter til anlæg af hus, vejadgang, kloakering mv. 

BREAKING
{{ article.headline }}
0.22|