De ledige stillinger, som er opstået efter, at 100 medarbejdere i Miljøstyrelsen har sagt op på grund af regeringens beslutning om at flytte hele styrelsen til Odense, har ikke været svære at besætte.
Det viser et svar fra miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V).
- Jeg kan oplyse, at Miljøstyrelsen pt. ikke oplever særlige udfordringer i forhold til at rekruttere nye medarbejdere til tjenestestedet i Odense. Miljøstyrelsen har den 1. juni åbnet en forpost i Odense. Der er per 1. juni rekrutteret mere end 100 nye medarbejdere med ansættelsessted i Odense. Til den seneste store rekrutteringsbølge var der over 1.500 ansøgere fordelt på fire områder: naturvidenskab, jura, samfundsfag samt IT, skriver ministeren.
Ikke imponerende
Det er en god nyhed, men hele forløbet burde have været planlagt anderledes, mener Bjarne Laustsen (S), medlem af Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg.
- Vi støtter udflytningen, men det kunne godt have været tilrettelagt, så sagsbehandlingen ikke gik yderligere i stå. Man var i øvrigt bagud allerede inden udflytningen blev meldt ud, så det har generelt ikke været imponerende, siger han.
Nye medarbejdere er på vej til Miljøstyrelsen
Der har været over 1.500 ansøgere til de ledige stillinger i Miljø- styrelsen, som regeringens beslutning om udflytning har efterladt