Boet efter virksomheden Preben Hockerup A/S, der den 11. juni blev begæret konkurs, er nu genstand for en nærmere undersøgelse, som kurator i boet, advokat Fatma Yandim, Næstved, forestår.
Det er helt normal procedure i en konkurssag, men kurator har fået en række anonyme henvendelser om ting, der skulle være foregået i tiden op til konkursen.
Det er blandt andet de ting, som nu skal undersøges.
- Jeg kan bekræfte, at jeg har fået en række af hinanden uafhængige anonyme henvendelser i forbindelse med min overtagelse af konkursboet efter Preben Hockerup A/S, og jeg kan også bekræft,e at der er tale om flere henvendelser end normalt i den slags sager, siger Fatma Yandim til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Hun ønsker dog ikke at uddybe, hvilken karakter, henvendelserne har haft.
Hun har iværksat undersøgelser, som er helt normalt i den slags sager.
- Det er jo min opgave at sikre, at tingene er gået rigtigt for sig. Det er kuratorens rolle at sikre kreditorernes rettigheder, tilføjer hun.
Hun bekræfter også, at der er begæret et skifte af kurator på baggrund af en kreditors begæring. Det skal der tages stilling til den 27. juni i Skifteretten i Næstved.
Kendt bestyrelsesformand
Bestyrelsesformanden i selskabet var advokat Karoly Németh. Han var indsat af stifteren af selskabet, Preben Hockerup, der efter nogen tids sygdom afgik ved døden i februar.
I mellemtiden var Jan Skovgaard Larsen, også kendt under navnet Victor Alfred Ove Jan Christoff Skovgaard, kommet ind i virksomheden.
Han blev senere af bestyrelsesformanden Karoly Nemeth indsat som direktør. Denne er sammen med Karoly Németh, og Karoly Némeths partner i advokatfirmaet Németh & Sigetty, Ole Frands Sigetty, trådt ud af selskabet, samtidig med at virksomheden blev begæret konkurs den 11. juni. i øvrigt på begæring af virksomheden selv.
Penge i klemme
Licitationen har kendskab til flere, der har fået penge i klemme i forbindelse med konkurssagen.
En af dem er vognmandsforretningen Brdr. Olsen i Køge. Her siger direktør og den ene af indehaverne, Jørgen Olsen til Licitationen:
- Det er rigtigt ærgerligt. Jeg har kendt Preben Hockerup stort set hele mit liv, og der har aldrig været problemer gennem de ca. 30 år, vi har kørt for ham, indtil den nye direktør, Jan Skovgaard Larsen kom ind i billedet. Nu står vi med et tab, der ikke er under ca. 200.000 kroner, og desuden har vi 7-8 containerkasser, der står med affald fra en byggeplads i Herlev. Hvem skal betale for tømningen af dem? spørger han og forklarer, at den ene af dem er fyldt med PCB-affald.
- Problemet er jo også, at Preben Hockerup havde underentreprenører, som vi også kørte for, så hvis de ikke kan holde til det tab, de eventuelt måtte få, så bliver vores tab større, siger Jørgen Olsen, der ærgrer sig meget over at et langvarigt bekendtskab skal ende på denne måde.
En entreprenør, hvis navn er redaktionen bekendt, men som ønsker at være anonym, fortæller til Licitationen - Byggeriets Dagblad, at han har ca. en million kroner i klemme. Han fortæller at Jan Skovgaard Larsen var henholdende med betalinger, blandt andet ved at fortælle, at der var et salg af virksomheden på vej, og at han så ville få sine penge. I stedet kom så konkursbegæringen.
Vi har forgæves forsøgt at få en kommentar fra advokat Karoly Németh og den afgåede direktør, Jan Skovgaard Larsen.
Usædvanligt mange anonyme henvendelser til konkursbo
Kurator i konkursboet efter nedrivningsfirmaet Preben Hockerup A/S har iværksat undersøgelser i forbindelse med behandlingen af konkursbo