23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nyt AB-system skal dæmme op for konflikter

Revideringen af byggeriets aftalesystem byder på så omfattende ændringer, at det kræver en særlig indsats for alle parter, hvis det skal implementeres ordentligt, mener Bygherreforeningen

Det udvalg, der siden 2015 har arbejdet med at lave en nyt og bedre aftalesystem for byggeriet -det såkaldte AB-system - har i går afleveret det reviderede aftalesystem til transport-, bygnings- og boligministerer Ole Birk Olesen (LA).

De nye frivillige aftalebetingelser for bygge- og anlægsarbejder skal blandt andet sikre et mere effektivt og produktivt byggeri.

Derudover skal de nye tidssvarende standardaftaledokumenter skal desuden forbedre arbejdsprocesserne og være med til at nedbringe antallet af fravigelser, når kontrakter for bygge- og anlægsprojekter indgås.

Dermed er der samtidig et håb om, at det reviderede AB-system vil være med til at formindske antallet af tvister og konflikter i byggeriet.

- Udvalget er nået frem til et aftalesystem, som både varetager offentlige og private parters interesser, og som alle byggeriets parter har til hensigt at anvende i sin helhed. Det er jeg godt tilfreds med, udtaler Ole Birk Olesen i forbindelse med offentliggørelsen.

Omfattende ændringer
AB-udvalget blev nedsat i 2015 af den daværende klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (R) med det formål at revidere AB-systemet, som består af AB 92, ABT 93 og ABR 89 og dækker byggeriets aftalevilkår.

Hovedformålet med revisionen var at opdatere aftaledokumenterne, så de afspejler de seneste årtiers udvikling i bygge- og anlægsbranchen såvel teknisk som kompetencemæssigt.

Men det samlede antal ændringer er så omfattende, at det vil kræve en særlig indsats for implementering, indtil alle parter har taget de nye rammer til sig, mener Bygherreforeningen.

Eksempelvis fylder betænkningen til det nye aftalesystem 572 sider inklusiv alle aftaledokumenter og tilhørende bemærkninger.

Udover AB, ABR og ABT kommer forenklede udgaver af AB og ABR til mindre opgaver samt fire appendikser, der som kontrakttillæg kan understøtte nye former for samarbejde. I alt indeholder systemet ni elementer.

Stejl læringskurve
Bygherreforeningens direktør, Henrik L. Bang, glæder sig dog over, at branchen omsider får nogle mere tidssvarende aftaledokumenter. Han pointerer dog, at hans egne medlemmer sammen med resten af branchen nu skal investere kraftigt i at komme ombord i det nye regelsæt således hele branchen kommer over på det nye regelsæt fra årsskiftet 2018/2019.

Således har Bygherreforeningen måttet sætte alle sejl til for at få medlemsskaren i gang med det nye system

- Allerede i næste uge samler vi mere end 150 medarbejdere fra vores medlemsvirksomheder til en faglig dag om emnet. Vi er forberedte på en stejl læringskurve, og derfor har vi planlagt en række nye efteruddannelsesforløb hen over det kommende år, som skal klæde vores medlemmer på til at agere i det nye system. Det er vigtigt det kommer godt fra start, og at bygherrerne forstår at høste fordelene, siger han.

Værn mod konflikter
Henrik L. Bang tror på, at det nye system nok skal være et værn mod konflikter.

- Med det nye system får vi omsider nogle mere tidssvarende aftaledokumenter. Særligt tror jeg, at vi fremover får langt bedre styr på ekstraregninger, mangler og konflikter. Det vil give bygherrerne nye muligheder for at sikre godt byggeri til tiden og prisen. Og det et godt incitament til at skridte skoene og komme ombord i systemet, siger han.

Revisionen af AB-systemet var en del af den byggepolitiske strategi fra november 2014.

AB-systemet har mere end 100 års historie bag sig, og de første sæt standardvilkår for byggearbejder blev udarbejdet i slutningen af 1800-tallet. Siden hen er det blevet revideret med cirka 20 års mellemrum.

AB-udvalget anbefaler, at det nye AB-system anvendes fra 1. januar 2019.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.109|instance-web03