23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Brøndby, Holbæk, Brørup, Sejs-Svejbæk, Hornslet, Skanderborg, Ry, Haverslev og Støvring

REGION HOVEDSTADEN



BRØNDBY



Bosted

Teknisk Forvaltning i Brøndby Kommune har genfremsat et forslag til ny lokalplan med tilhørende forslag til kommuneplantillæg, der giver mulighed for at etablere et nyt bosted for udviklingshæmmede på den nuværende byggelegeplads på Strandskolevej 138. Forslagene anbefales fremlagt i offentlig høring i otte uger, hvilket foreløbig teknik- og miljøudvalget har sagt god for. 



REGION SJÆLLAND



HOLBÆK



Kulturcenter og moske

Foreningen Tyrkisk Islamisk Kultur- og Undervisningscenter for Børn og Unge vil gerne opføre et kulturcenter og moske på et område ved K.P. Danøsvej i Holbæk, fortæller Holbæk Kommune i et nyhedsbrev. Centret har i dag adresse på Smithsvej.



Tyrkisk Islamisk Kultur- og Undervisningscenter ønsker at skabe et center med plads til både religiøse og kulturelle aktiviteter, ligesom der skal være plads til idrætsaktiviteter i centret. Foreningen har et ønske om at opføre minareter i forbindelse med moskeen. Eventuelle minareter bliver uden klokker, højttalere eller lignende.



Klima- og miljøudvalget i Holbæk Kommune havde sagen på dagsordenen forleden, hvor et et mindretal indstillede, at planen ikke igangsættes, og et andet mindretal indstillede, at planen igangsættes uden minareter. Endelig indstillede et mindretal bestående af Enhedslisten, at planen igangsættes.



I august behandles sagen af økonomiudvalget.



REGION SYDDANMARK



BRØRUP



30 boliger

Økonomiudvalget i Vejen Kommune har givet grønt lys for, at der udarbejdes lokalplan for boliger ved Landbogården i Brørup.



Kommunen har modtaget en ansøgning om udarbejdelse af ny lokalplan for tæt/lave boliger - cirka 30 af slagsen.



Det ansøgte projekt tænkes etableret over to etaper og forudsætter en total rømning af grundens bygninger.



Det er projektejers hensigt at påbegynde første etape på det ubebyggede areal, og først påbegynde anden etape inklusive Landbogårdens nedrivning, når der er ved at være udsolgt i første etape.



REGION MIDTJYLLAND



SEJS-SVEJBÆK



Boliger

Silkeborg Byråd har godkendt et forslag til lokalplan for et boligområde ved Borgdalsvej i Sejs-Svejbæk, der herefter fremlægges i offentlig høring i otte uger sammen et forslag til kommuneplantillæg.



Planforslagene giver mulighed for etablering af to boligenklaver nord for campingpladsen ud mod Borgdalsvej samt en fordelingsvej fra Borgdalsvej til Lynggårdsvej.



Den vestlige boligenklave er udlagt til rækkehusbebyggelse og den østlige til fritliggende parcelhuse.



Lokalplanen giver mulighed for i alt 26 fritliggende parcelhuse og op til 105 tæt/lave eller etageboliger.



HORNSLET



Dagligvarebutik

Der er på baggrund af et konkret ønske om opførelse af en ny dagligvarebutik i Hornslet udarbejdet ny lokalplan for et centerområde i Hornslet. Lokalplanen blev forleden vedtaget endeligt af Syddjurs Byråd.



Syddjurs Kommunes afgørelse om, at der ikke skal ske en miljøvurdering af planen er påklaget til Miljø- og fødevareklagenævnet. Klagen er under behandling og der er ikke meddelt opsættende virkning.



SKANDERBORG



Taekwondocenter og tenniscenter

Kommuneplantillæg 16-09 og lokalplan 1126 for Taekwondocenter og Tenniscenter har været i høring og indstilles nu til endelig vedtagelse i Skanderborg Byråd.



Lokalplanområdet består af et cirka 6,5 hektar stort areal langs Frueringvej og omkring tenniscenteret i den vestlige del af Anebjerg og i den vestlige del af Skanderborg Fælled. Lokalplanen erstatter den nuværende lokalplan nr. 057, som omfatter området med den nuværende tennishal og et større areal syd herfor. Lokalplanen gør det muligt at opføre yderligere en hal til idrætsformål.



Økonomiudvalget og miljø- og planudvalget anbefaler begge en endelig vedtagelse af lokalplanen.



RY



Etageboligbebyggelse

Grundejerne Ry Bytorv Aps og TP Ejendomme har anmodet Skanderborg Kommune om igangsætning af planlægning for en etageboligbebyggelse ved Bytorvet i Ry samt for ændret anvendelse af en eksisterende centerbebyggelse til blandet bolig- og erhvervsformål.



Der foreligger nu et forslag til lokalplan, som miljø- og planudvalget og økonomiudvalget anbefaler godkendt og fremlagt i offentlig høring.



Lokalplanforslaget dækker over anden etape for udviklingen omkring Ry Bytorv. Lokalplanområdet opdeles i to delområder. Delområde I udlægges til centerformål og omfatter etageboliger i op til fire etager, fordelt på fem byggefelter. Delområde II udlægges til boliger og liberalt erhverv og giver mulighed for bebyggelse i op til to etager. Som udgangspunkt bevares den eksisterende bebyggelse inden for delområde II.



HAVERSLEV



Udbygning og modernisering af hal

En arbejdsgruppe i Haverslev arbejder med planer om en modernisering og udvidelse af Haverslev Hallen.



Projektet har været til drøftelse i Rebild Byråd i forbindelse med budgetforhandlingerne 2017. I den forbindelse blev det besluttet at projektet, sammen med flere andre projekter, skulle kvalificeres yderligere og herefter forelægges Byrådet til gendrøftelse.



Fuldt udbygget indeholder projektet følgende elementer: ny hal med tidssvarende faciliteter til gymnastik herunder springgrav, og desuden opvarmningsfaciliteter til øvrige sportsgrene, udendørs Boulder klatrevæg, nye omklædningsrum, fitnesslokale på cirka 200 kvm, spinningslokale på cirka 60 - 70 kvm, lokale til e-sport, tidssvarende handicapfaciliteter, nyt indgangsparti, cafemiljø med mulighed for at afholde koncerter, foredrag, udstillinger med mere, område til for eksempel bordtennis og bordfodbold og nyt køkken.



Arkitektens budgetoverslag angiver, at det fuldt etablerede projekt forventes at beløbe sig til 21.785.000 kr. eksklusive moms.



Arbejdsgruppen har foreslået, at en realisering af planerne kan opdeles i to etaper, hvilket forvaltningen i Rebild Kommune vurderer er en god idé.



Arbejdsgruppen planlægger at fundraise en del af de penge, der skal bruges.



Kultur- og Fritidsudvalget drøftede projektet på sit seneste møde og besluttede at oversende sagen til til budgetforhandlingerne.



STØVRING



Udbygning af spillested

Kulturhuset og spillestedet Stubhuset i Støvring ønsker at udvikle og ombygge stedet, sådan at blandt andet scene- og back stage-forhold forbedres, og så salen bygges større. Der indgår også flere toiletter, ekstra køkken, en mindre multisal med mere i udbygningsønskerne, som i alt beløber sig til 11,4 mio. kr. inklusive moms.



Kultur- og Fritidsudvalget i Rebild Kommune drøftede projektet på sit seneste møde og besluttede at oversende sagen til til budgetforhandlingerne.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.136