23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye anlægsopgaver på vej

Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Høng, Fynshav, Bække, Holsted, Sønderborg, Ry og Grenaa

REGION SJÆLLAND

HØNG

Byggemodning
Økonomiudvalget i Kalundborg Kommune anbefaler, at der frigives 407.000 kr. til arkæologiske udgravninger i Tjørnens Kvarter i Høng.

Tilbage i 2007, da der blev vedtaget en lokalplan for kvarteret, blev området delvist byggemodnet, og i den forbindelse blev cirka en tredjedel af området undersøgt arkæologisk.

Da der nu er interesse for også at bygge i andre delområder foreslås det, at der også gennemføres arkæologiske undersøgelser i hele den øvrige del af lokalområdet.

Administrationen arbejder med at byggemodne 23 parcelhusgrunde i den østlige del af området, så der kan bygges allerede i år. Det vurderes, at en del vil blive afsat, så der bliver brug for at byggemodne flere grunde allerede i 2019.

REGION SYDDANMARK

FYNSHAV

Idrætsanlæg
Efter ønske fra bestyrelsen for kultur- og idrætscentret Diamanten i Fynshav i Sønderborg Kommune er der udarbejdet et forslag til lokalplan, som skal give mulighed for en udvidelse af områdets idrætsaktiviteter - blandt andet med boldbaner og et rekreativt område på nabomatriklen.

Lokalplanen giver mulighed for at etablere to nye boldbaner, et rekreativt område samt et regnvandsbassin til overfladevand.

Forvaltningen indstiller, at forslaget og det tilhørende forslag til kommuneplantillæg godkendes og fremlægges i offentlig høring i fire uger, hvilket anbefales af såvel teknik- og miljøudvalget som økonomiudvalget. 

BÆKKE

Byggemodning
Udvalget for teknik og miljø og økonomiudvalget i Vejen Kommune anbefaler begge, at byrådet frigiver 2,1 mio. kr. til byggemodning af 11 grunde i den sydlige del af Bækkegård i Bække.

I Bække er der to arealer, som er egnede til byggemodning af nye grunde, som ifølge Teknik & Miljø begge kan anvendes, men arealet i den sydlige del af Bækkegård vurderes som det mest velegnede.

HOLSTED

Parkområde med legeplads
Udvalget for teknik og miljø og økonomiudvalget i Vejen Kommune anbefaler begge, at byrådet godkender forslag til lokalplan 299 for Torvet i Holsted og park ved Holsted Å med henblik på offentlig høring.

Lokalplanen skal bane vej for etablering af et parkområde med en legeplads og skabe sammenhæng for arealet ved åen, Holsted Torv og parkeringsområder.

Lokalplanområdet opdeles i to dele, hvor delområde 1 anvendes til park og natur og delområde 2 til bytorv og parkering. I delområde 2 må der etableres mindre bebyggelse i form af toiletbygning, pavillon, overdækning eller lignende. I pavillonen/under overdækningen må der opføres en mindre restaurant, grillbar, udstillingslokale, undervisningslokale eller lignende.

SØNDERBORG

Retablering og kystsikring
I forbindelse med stormen i marts 2018 skete der flere steder i Sønderborg Kommune stor skade på kystnære strækninger, herunder på Gendarmstien.

Forvaltningen har opgjort udgiften til udbedring af skaderne og kystsikring på Gendarmstien til 700.000 kr., som Sønderborg Byråd nu bliver bedt om at tillægsbevilge.

Såvel teknik- og miljøudvalget som økonomiudvalget anbefaler, at pengene bevilges.

REGION MIDTJYLLAND

RY

Parcelhusgrunde
Kildebjerg Ry A/S har anmodet Skanderborg om igangsætning af lokalplanlægning for cirka 30 parcelhusgrunde på Kildebjerg Øst.

Der foreligger nu et forslag til lokalplan, som miljø- og planudvalget og økonomiudvalget anbefaler godkendt og fremlagt i offentlig høring i seks uger.

Det har hidtil været planlagt, at lokalplanområdet skulle anvendes til tre storparceller, men for at imødekomme en stor efterspørgsel på parcelhusgrunde udlægges området med denne nye lokalplan i stedet til parcelhusgrunde i lighed med resten af Kildebjerg Øst.

Lokalplanen giver mulighed for parcelhusbebyggelse i to etager på grunde på 800-1200 kvm samt fælles friarealer til bebyggelsen.

GRENAA

Mobilmast
Norddjurs Kommune har modtaget en henvendelse fra Telcon på vegne af TDC med ønske om at afklare muligheden for at leje et stykke jord af Norddjurs Kommune til opstilling af en mobilmast på et areal på Kystvej 5 i Grenaa.

Miljø- og teknikudvalget gav forleden grønt lys for udarbejdelse af ny lokalplan for at gøre opsætning af masten mulig og for at der udarbejdes en lejeaftale med TDC.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.125|