23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye anlægsopgaver på vej

Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Give, Lunderskov, Branderup, Løgumkloster, Vordingborg og Stevns Kommune

REGION SYDDANMARK

GIVE

Renovering af genbrugspladser
Genbrugspladserne i Give og Børkop er slidte og skal renoveres og gøres mere tidssvarende og brugervenlige. I første omgang tager Vejle Kommune fat på Give Genbrugsplads.

Natur- og miljøudvalget godkendte forleden projekt og økonomi for renovering og opgradering af pladsen, hvorefter udbudsprocessen sættes i gang.

Forvaltningen opstarter sideløbende arbejdet med Børkop Genbrugsplads, hvor projektering og økonomi forventes fremlagt for udvalget til efteråret. 

LUNDERSKOV

Gaderenovering
Kolding Kommune har i år afsat fem mio. kr. til renovering af Storegade i Lunderskov, og kommunen har i samarbejde med Lunderskov Lokalråd og BlueKolding udarbejdet et projektforslag for renoveringen samt et alternativ til dette.

Teknik- og klimaudvalget besluttede forleden, at der skal arbejdes videre med det første forslag, som går ud på at lave en 2-1 vej, hvor vejen er gjort smallere og forsynet med en meter brede stiplede felter i hver side af vejen, forbeholdt cyklister. Denne løsning betyder, at al parkering skal ske i afmærkede båse, så der ikke længere kan parkeres langs kantstenen. Alle parkeringsbåse samles i vejens nordlige side for at udnytte pladsen, så der i solsiden bliver plads til ophold, beplantning og regnvandshåndtering.

Storegade er i dag præget af slitage og har et bredt vejprofil, hvor der ikke er taget hensyn til de bløde trafikanter, og hvor parkering foregår ustruktureret også på arealer, der ikke er tiltænkt til parkering.

BRANDERUP

Aktivitetspark
Efter endt høring indstilles lokalplan nr. 126-450 - Aktivitetspark Branderup By nu til endelig vedtagelse i Tønder Kommunalbestyrelse, og det sker med anbefaling fra teknik- og miljøudvalget, der havde sagen på dagsordenen forleden.

Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af et lokalt ønske og har til formål at skabe rammerne for et område til rekreative formål i Branderup i form af en offentlig aktivitetspark.

Lokalplanen skal ligeledes give mulighed for en mindre omdisponering af det lokalplanlagte boligområde i den sydlige del af planområdet, ligesom den udlægger et areal til mulig udvidelse af de tilstødende parcelhusgrunde syd for lokalplanområdet.

LUNDERSKOV

Forlægning af vej
I forbindelse med udvikling af et boligområde på ejendommen Storegade 48-50, Lunderskov, ønsker bygherre at omlægge en del af den offentlige vej Drabæks Alle, og teknik- og klimaudvalget i Kolding Kommune besluttede forleden at imødekomme ønsket.

En del af den eksisterende vej Drabæks Alle nedlægges således og anlægges i stedet igennem det nye boligområde.

LØGUMKLOSTER

Oprensning af dam
Løgumkloster Borgerforening og Løgumkloster Handels- og Håndværkerforening har søgt Tønder Kommune om penge til oprensning af Løgumkloster Mølledam. Ansøger mener, at Løgumkloster Mølledam er fyldt med sand, som kommer fra Lobæk og Brede Å.

Vandtilførslen til Mølledammen sker ikke fra Lobæk og Brede Å, men fra Landeby Bæk. Der er lavet et vandindtag, hvor der ledes en mindre del af den samlede vandføring i Landeby Bæk til søen. Vandtilførslen er ifølge projektbeskrivelsen fra 1989 lavet så sedimenttransport og aflejring i søen undgås og dermed sparer man udgifterne til jævnlig oprensning.

Miljø og natur i Tønder Kommune anbefaler, at der inden en eventuel oprensning af dammen, gennemføres nogle forundersøgelser, hvilket ventes at koste 150.000 kr.

Teknik- og miljøudvalget bakker op om denne anbefaling.

REGION SJÆLLAND

VORDINGBORG

Udvikling af stationsområde
Vordingborg Kommune har ansøgt Realdania og fået tilsagn om midler til finansiering af et projekt for udvikling af stationsområdet i Vordingborg.

Realdania forventer at finansiere projektet med 7,35 mio. kr. og Vordingborg Kommune med et tilsvarende beløb.

Administrationen indstiller, at der frigives 6.350.000 kr. i år og 6 mio. kr. næste år til udvikling af stationsområde. Udvalget for plan og teknik og udvalget for bosætning, økonomi og nærdemokrati anbefaler indstillingen.

STEVNS

Renovering af legepladser
Stevns Kommune har 600.000 kr. at gøre godt med til renovering og vedligeholdelse af legepladser i år, og beløbet søges nu frigivet.

Årets pulje planlægges blandt andet anvendt til ombygning af legepladsen ved Toftegårdsvej 1, så den er alderssvarende og tilgodeser de særlige behov hos Dagskolens elever, og til renovering af legepladsen ved børnehaven Lodbjerggård.

Der skal også flyttes jord og gennemføres større og mindre reparationer og udskiftninger ved Humlebien som første fase af en samlet renovering af legepladsen.

Økonomiudvalget anbefaler, at beløbet frigives.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.093|instance-web03