Der er et stort marked for at lave holdbare fodboldbaner til både professionelle fodboldklubber, idrætsforeninger, kommuner og private aktører. Derfor er Lynge-entreprenøren J. Jensen gået ind på markedet for miljørigtige fodboldbaner og har allerede de første projekter på plads.
Men det er en videnskab at anlægge højkvalitetsfodboldbaner, som kan leve op til den belastning, fodboldspillet udsætter underlaget for i mange måneder om året. Det kræver knowhow, de rette produkter og ikke mindst en viden om at kombinere de mange teknologier på markedet - fra almindeligt græs til hybrid- og kunstgræs.
Ambitionen er via selskabet J. Jensen Fodboldbaner at levere totalløsninger- og entrepriser fra idé til færdigt anlæg med alt fra anlæggelse af bane med varme, dræn, sprinkleranlæg til opsætning af LED-lys, hegn, bænke og elektronik.
Også i Brøndby
Senest har J. Jensen stået for etableringen af Brøndby IF’s nye træningsanlæg, hvor der er anlagt en moderne hybridbane.
Den sikrer, at spillerne træner og spiller kampe på det samme underlag, og har de bedste vilkår året rundt, hvilket især gør udslaget i de mange, kolde vintermåneder. J. Jensen Fodboldbaner har udført banen som en totalentreprise, hvor banen er indhegnet og har en nedgravet vandtank, der sikrer en miljørigtig vanding af banen.
- Danmark er en stærk fodboldnation. Ikke kun på professionelt plan, men også ude i landets kommuner og idrætsforeninger, hvor hundredtusindvis af mænd og kvinder hver dag spiller og træner. Vores ambition er at tilbyde alle typer af fodboldbaner helt fra den traditionelle græsbane til den mest moderne hybridbane fra breddeidrætten til de topprofessionelle, og vi vil være dem herhjemme og i Norden, der leverer den bedste totalentreprise, siger Kim Østergaard, direktør i J. Jensen Fodboldbaner.
Med omtanke for miljøet
Foruden baneprojektet i Brøndby eksperimenterer J. Jensen Fodboldbaner med at udvikle endnu mere slidstærke og miljørigtige baner til kommunale anlæg, hvor flere hold jævnligt træner på de samme baner.
Mere slidstærke baner øger nemlig antallet af spilletimer uden reparationer, og giver derved en lang levetid.
- Vi har længe eksperimenteret med nye typer af græssammensætninger som et alternativ til de mange kunstgræsbaner, der findes rundt om i Danmark. Vedligeholdelsesomkostningerne er et vigtigt parameter med fodboldbaner, og så vælger mange på fejlagtigt grundlag kunstgræsbanen til. Problemet med mange af de traditionelle kunststofbaner er, at de udover at være dyre at vedligeholde, efterlader tonsvis af mikroplast i naturen, fordi man eksempelvis bruger brugte gummidæk som fyld. Det er ikke hensigtsmæssigt, og derfor arbejder vi med nye alternativer, der gavner fodbolden og miljøet mange år ud i fremtiden, siger Kim Østergaard og fortsætter:
- Både når det gælder hybridbaner og vores kunststofbaner arbejder vi hele tiden på at sammensætte banerne bedst muligt, så bliver mest mulige miljøvenlige, samtidig med at omkostningerne til vedligeholdelse holdes på et minimum. Netop nu har vi en ny og mere miljørigtigt løsning til kunstgræs til godkendelse hos FIFA (Det internationale fodboldforbund, red.). Det ser vi en stor fremtid i, da vi allerede oplever en stor efterspørgsel fra kommuner landet over.
Entreprenør vil lave fodboldbaner som totalprojekter
J. Jensen-koncernen er gået ind på et nyt forretningsområde med etablering af boldbaner i Danmark og det øvrige Norden