Fra betonslum til den rene betonkunst

Hvad har beton med James Bond at gøre?

Det får man svaret på i arkitekt Jørgen Hegner Christiansens ambitiøse og velskrevne (lære)bog "Dansk Beton Arkitektur", der med sin meget vidende sagkundskab udstråler overskud til også at fortælle underholdende historier.

Det indleder professor Carsten Thau med allerede i sit forord, hvor han forklarer, hvorfor James Bond-forfatteren Ian Fleming gav navnet Goldfinger til en af agent 007s mest ikoniske fjender. Ian Fleming afskyede nemlig en mand ved navn Ernö Goldfinger, som var arkitekten bag et antal betonhøjhuse i efterkrigstidens London; arkitektoniske frembringelser, der var Fleming lodret imod.

Men ligesom filmen Goldfinger skulle vise sig at blive en af de bedste Bond-film, skulle beton også vise sig at blive bedre end sit rygte.

Kan blive ren kunst
Det brutale også kan rumme skønhed, hvilket "Dansk Beton Arkitektur" glimrende viser med sin guidede rundvisning i nogle af Danmarks bogstavelig talt største byggerier, fra Storebæltbroens og Herlev Hospitals funktionalisme til ren kunst som Jørn Utzons Bagsværd Kirke og Norman Fosters elefanthus i Københavns Zoo.

At beton i hænderne på en sand mester kan vise sig fra sin smukkeste og mest organiske side, viser de to sidstnævnte bygningsværker.

Kirken, fordi Utzon fik virkeliggjort en idé inspireret af naturen på Hawaii: Betonen efterligner en række skyformationer, hvorigennem solens lys faldt på sandet; menigheden er samlet under skyerne, mens det himmelske lys bryder frem.

Og Elefanthuset fordi Foster & Partners med deres brug af pladsstøbte konstruktioner har givet bygningen et træagtig og smukt patinerende udtryk med ru overflader i rødbrune nuancer.

Overflødighedshornet af storslåede bygningsværker er stort, og Jørgen Hegner Christiansen fortæller både byggeteknisk og med historisk indsigt om kendte værker som for eksempel Vikingeskibsmuseet i Roskilde, Høje Gladsaxe (byggestart 1962), Moesgaard Museum og Bellahøj-husene, der på grund af knaphed på materialer efter krigen dannede skole for nye metoder, som støbning af bærende tværvægge i glideforskalling, inspireret af Sverige og Tyskland.

En metode, der ligesom den såkaldte klatreforskalling krævede en uafbrudt støbningsproces, så der måtte arbejdes i treholdsskift døgnet rundt.

Et forsvar for beton
Bag kameraet står fotografen Torben Eskerod, som har trodset sin højdeskræk for at levere bogens smukke billeder af beton fra alle vinkler og i alle afskygninger.

Også beton, der slet ikke ligner det bumstærke - og med tiden og in-situ-teknologien mere fleksible - materiale.

Ordet beton danner hos mange billeder på nethinden af hjerteløse ghetto-boligmaskiner, siloer for korn- og foderstoffer samt nazistiske motorveje og maskingeværreder på vestkysten.

Beton er i årtier, ofte med rette, blevet udskældt for sin postmodernisme og brutalisme i 1970’erne og 80’erne. Som Carsten Thau selv skriver i sit forord: "Mange i den brede befolkning så det fortsat som et gråt, upersonligt materiale, der ikke kunne patinere på en værdig måde, men derimod i nogle tilfælde blot udviklede traurige slamgardiner".

Men der er også mange andre sider, mener forfatteren og de danske betonproducenters forening, Dansk Beton, der har taget initiativ til bogen - der med sin fornemme samling af bygninger har opstillet et solidt forsvar for begavet og til tider meget kreativ brug af beton.

For til forsvarstalen hører, at beton kan formes frit, den kan præstere næsten alt (Storebæltsbroen vil formentlig stå mindst 200 år endnu), den er stærk, vandtæt og vejrbestandig. Se bare på romernes Pantheon, der har stået i næsten 2.000 år. Og så er der masser at fortælle. Forskningen løber nemlig stærkt, og der anvendes allerede nu for eksempel selvrensende beton, der fjerner forurenende bestanddele fra luften, og beton, der er blandet op med pulveriseret glas fra returflasker for en terrazzolignende overflade isprængt små lyspunkter.

Derfor bliver denne udgivelse formentlig et nyt et standardværk om dansk betonarkitektur, til inspiration på blandt andet de danske arkitektskoler.

Og måske vil den i sin egen ret komme til at supplere standardværket Betonbogen fra 1979, brugt gennem årtier af kommende ingeniører og konstruktører.