23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Ingeniøren ville have fod under eget bord

Jesper Leen Jensen var ansat hos Hoffmann A/S, da chancen for at overtage faderens livsværk bød sig. Mandag runder ejeren af John Jensen VVS A/S 50 år

Som 30-årig bygningsingeniør havde Jesper Leen Jensen allerede godt gang i karrieren hos entreprenørvirksomheden Hoffmann A/S som ansvarlig for hovedentrepriser på skole- og boligbyggerier.

Men da hans far i 1999 gjorde klar til at sælge sit livsværk, John Jensen VVS i Hedehusene ved København, voksede lysten til at prøve kræfter med foden under eget bord. Jesper Leen Jensen overtog derfor i 2000 virksomheden, som dengang var en lokal vvs-virksomhed med 11 ansatte og en omsætning på syv mio. kroner.

På snart 20 år har Jesper Leen Jensen, som runder 50 år på mandag, skabt en vækstvirksomhed, der er blandt landets største vvs-installatører. John Jensen VVS omsatte i 2017 for lidt over 180 mio. kroner, forventer at runde de 200 mio. kroner i år og har omkring 140 ansatte på afdelinger i Hørsholm, København, Roskilde og domicilet i Hedehusene.

Nøgleordet er struktur
Nøgleordet for ekspansionen har for Jesper Leen Jensen været struktur, hvor han med afsæt i værdier som ordentlig og kvalitet kan tiltrække de rigtige medarbejdere, der selv tager ansvar og er selvkørende.

- Struktur baseret på gode regler og faste rutiner skaber overblik og mentalt overskud til at overholde alle aftaler i en travl hverdag. Det gælder både privat og i arbejdslivet. Man når lettere, det man skal, når man ved, hvad det er, man skal nå. Så jo bedre tingene er organiseret i faste rammer, desto mere selvkørende bliver virksomheden, og desto nemmere er det for mig, siger Jesper Leen Jensen, som blandt medarbejderne er kendt for at blande sig mindst muligt i virksomhedens daglige gøremål.

I stedet har Jesper Leen Jensen fokus på strategi, salg, personaleledelse og organisationen.

Ud over direktøransvaret og ejerskabet af John Jensen VVS er Jesper Leen Jensen medejer af entreprenørvirksomheden Egon Olsen & Søn A/S og SL Malerfirma A/S.

Passion for biler
Det giver lange arbejdsdage, men familien bestående af hustruen Tina, der er privat praktiserende psykoterapeut og i øvrigt medlem af virksomhedens bestyrelse, og de tre sønner på 10, 19 og 21 år har dog førsteprioritet.

I fritiden dyrker Jesper Leen Jensen en stor interesse for motorsport og biler og holder formen ved lige med løb, styrketræning og squash.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.199|instance-web01