2017 var et ”turbulent” år i vindmølleindustrien. Sådan konkluderer Bladt Industries i sit årsregnskab.
Det skal ikke tolkes sådan, at ledelsen hos den nordjyske stålvirksomhed er utilfreds med udviklingen i 2017, men snarere at man forholder sig til en industri i kraftig forandring.
- Hvis man kigger på vindmøllemarkedet, så er det et marked, der har været udsat for nogle subsidier, og de bliver nu mindre, og på visse markeder forsvinder de helt, og det skaber en ny situation, som man kan kalde turbulent. Det har gjort, at nogen af de projekter, der plejer at komme i en jævn strøm, de er ikke kommet, og nogen venter også på, at ny teknologi bliver tilgængelig, forklarer CEO hos Bladt Industries, Klaus Steen Mortensen.