Hos entreprenørkoncernen Arkil ser man positivt på den aftale, Dansk Byggeri og 3F har sat underskrifter på.
Aftalen forpligter 3F til at stille sin jobformidling til rådighed for Dansk Byggeris medlemsvirksomheder, mens Dansk Byggeri til gengæld forpligtiger sig til at udbrede kendskabet til 3F’s jobformidling.
- Det er rigtig positivt. Vi ser med tilfredshed på alle muligheder for at få den arbejdskraft, alle higer efter, siger Helle Juhl, HR-chef hos Arkil Holding A/S, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Hun oplyser, at det primært er i forhold til de timelønnede, Arkil vil kunne bruge aftalen, og hun fremhæver det som en fordel, at der er et nummer, man som virksomhed kan henvende sig til hos 3F, og at nogen så tager det derfra.
- Man skal ikke ringe rundt til flere 3F-kontorer, siger hun og fortæller, at nummeret kan Arkil dele ud internt til dem, der sidder med rekruttering.
Supplement til andre tiltag
Hun ser aftalens muligheder som et supplement til det, virksomheden gør i forvejen og påpeger, at 3F sammenlignet med jobcentrene har en større føling med, hvad deres medlemmer kan.
- De er tættere på, siger hun og fortsætter:
- Man kan forestille sig, at det giver en hurtigere proces.
Entreprenørkoncern hilser aftale velkommen
At Dansk Byggeri og 3F har indgået aftale om rekruttering, ser man positivt på hos Arkil