Byggeriet tordner derudaf, flere hopper med på vognen og starter op for sig selv, men flere knækker også nakken på drømmen om egen virksomhed.
Sådan lyder en af forklaringerne på maj måneds overraskende høje konkurstal i bygge- og anlægsbranchen. Ifølge Danmarks Statistik var der 105 konkurser i maj og det er 42 flere end i maj sidste år. Konkurstallene for maj måned er et af de højeste niveauer i bygge- og anlægsbranchen i statistikkens historie.
Tom Vile Jensen, erhvervspolitisk direktør i FSR - danske revisorer kaldet tallet "usædvanligt højt".
- Det er nemt at starte en virksomhed i byggebranchen, men det gør det paradoksalt nok også nemmere at gå konkurs. Der er i dag en generel trend, at man i de virksomheder der bliver stiftet i dag ikke har gjort det samme grundige forarbejde. Måske mangler at lave en ordentlig forretningsplan og få regnet på, om pengepungen er i orden, når forretningen først kører. Og så falder man hurtigt om som en død flue, siger han.
Ny sommerbølge
Tom Vile Jensen mener også en forklaring på de mange konkurser kan være, at virksomhederne er blevet mere risikovillige.
- Ud over en fortsat hård konkurrence, så kan udviklingen skyldes, at virksomhederne tager flere projekter ind, som er mere risikofyldte og som de alligevel ikke kan løfte. Og så kan det ende med en konkurs, siger han.
Det er ikke kun i bygge- og anlægsbranchen, at der lige nu er højsæson for konkurser.
På trods af en markant økonomisk fremgang er godt 12.000 selskaber enten under tvangsopløsning eller konkursbehandling ifølge cvr.dk.
Efter sommerferien venter en ny bølge, fordi hovedparten af de danske selskaber har pligt til at indberette årsregnskab per 31. maj. Mangler der to måneder senere fortsat et regnskab, må Erhvervsstyrelsens i gang.
For stort brød
I årets første fem måneder har der været 383 konkurser i bygge- og anlægsbranchen. Det er 79 flere end samme periode sidste år - en stigning på 26 procent.
Andreas Fernstrøm, analysechef i Dansk Byggeri forklarer omfanget af konkurser i branchen med en hård konkurrence.
- Der er forsat hård konkurrence om opgaverne - ikke mindst fra de mange udenlandske selskaber, der er på det danske marked. Samtidig svinger materialepriserne og det kan derfor være svært at holde omkostningerne i ro. Det giver en lav overskudsgrad derfor ender mange virksomheder med at tabe på sagerne. Mange slår altså for stort brød op, siger han.
Det er især de mindre virksomheder, der bliver ramt af konkurs, forklarer Andreas Fernstrøm.
- I de konkursramte virksomheder er der typisk færre beskæftigede og en lavere omsætning, siger Andreas Fernstrøm.
Hård konkurrence skyld i konkurser
Det er nemt at starte en virksomhed i branchen - men konkurrencen er hård og mange mangler en ordentlig forretningsplan og går derfor konkurs