REGION NORDJYLLAND
SINDBJERG
Solcelleanlæg
Morsø Kommunalbestyrelse har godkendt forslag til Lokalplan 58 Solcelleanlæg, Næssundvej, Sindbjerg, som herefter fremlægges i offentlig høring fra 8. juni til 6. juli.
Lokalplanområdet udgør et cirka 50 hektar stort område, der ligger syd for Sønder Herreds Plantage, og lokalplanens formål er opstilling af solceller og de nødvendige tekniske anlæg og teknikbygninger.
Solcelleanlægget vil bestå af parallelle rækker af solpaneler monteret på stativer, der er forankret via punktfundamenter.
REGION MIDTJYLLAND
HØRNING
Fornyelse af torvestrækning
Skanderborg Byråd godkendte i marts et program for fornyelse af Hørning Torvestrækning, og nu er sagen så langt, at der skal tages stilling til frigivelse af penge til projektet. I første omgang kommer sagen til behandling i miljø- og planudvalget på tirsdag.
Projektet gennemføres over fire etaper, hvoraf den første omfatter en omdannelse af den eksisterende del af torvet i Hørning. Denne etape realiseres ifølge planerne i år.
De øvrige tre etaper gennemføres næste år og omfatter henholdsvis den sydligste del af torvestrækningen fra Århusvej til Vestervej, en legeplads ved biblioteket og endelig en torveplads og en multifunktionel parkeringsplads.
SPENTRUP
Spildevandsledning
Randers Kommune har i samarbejde med Vandmiljø Randers A/S udarbejdet et forslag til tillæg til spildevandsplanen, fordi der skal etableres en spildevandsledning til transport af spildevand fra Spentrup Renseanlæg til Mejlby.
Spentrup renseanlæg skal nedlægges og erstattes af en pumpestation. Planen giver lovhjemmel til en eventuel ekspropriation til Vandmiljø Randers afløbsanlæg.
Miljø- og teknikudvalget i Randers havde sagen til behandling forleden og anbefaler, at forslaget godkendes og fremlægges i offentlig høring i otte uger.
Det er en overordnet strategi for Randers Kommune, at spildevandsrensningen skal centraliseres til tre renseanlæg med det formål at mindske spildevandspåvirkningen af vandløb og fjorde i forbindelse med kloakerede områder. Et led i denne strategi er separatkloakering i de nuværende fællekloakerede områder samt etablering af transportsystemer frem til centrale renseanlæg.
REGION SYDDANMARK
RUDKØBING
Færgeleje
Genetablering af færgelejet i Rudkøbing er rykket et skridt nærmere efter et ekstraordinært møde i Langeland Kommunalbestyrelse forleden. Her blev det besluttet hvilken model, der skal arbejdes videre med, når færgelejet i Rudkøbing Havn skal genetableres i forbindelse med, at Ærøexpressen vil etablere en færgerute mellem Rudkøbing Havn og Marstal Havn.
Beslutningen indebærer, at Ærøxpressen lejer et areal på Rudkøbing Havn af Langeland Kommune og opfører færgelejet som bygherre og for egen regning. Næste skridt er nu, at Langeland Kommune og Ærøexpressen skal drøfte modellen.
VAMDRUP
Nedrivning
Kolding Byråd har besluttet, at ejendommen Dybdalgårdsvej 9 i Vamdrup, skal rives ned.
Kolding Kommune købte i 2008 Dybdalgårdsvej 9 med henblik på at udvikle det pågældende erhvervsområde som beskrevet i lokalplan 1215-31 Ved Industrivej i Vamdrup.
Dybdalgårdsvej 9 er en landbrugsejendom, hvor jorden bortforpagtes og drives som landbrugsjord. På ejendommen er der stuehus og fem driftsbygninger, som i alt udgør 2.944 kvm.
Samtlige bygninger foreslås nu nedrevet, idet de står og forfalder og udgør en risiko.
Nedbrydningen og bortskaffelse af samtlige bygninger på arealet er budgetteret til 1,5 mio. kr. eksklusive moms.
REGION HOVEDSTADEN
DRAGØR
Udvidelse af Dragør Genbrugsplads
Dragør Kommune har modtaget en ansøgning fra Amager Ressource Center om principgodkendelse af en udvidelse af den eksisterende Dragør Genbrugsplads, som led i en samlet renovering af pladsen.
Genbrugspladsen er omfattet af Lokalplan 55, der ikke kan rumme de aktuelle udvidelsesønsker, og det er derfor nødvendigt at udarbejde et tillæg til lokalplanen.
By-, erhvervs- og planudvalget sagde forleden god for, at der udarbejdes et tillæg til gældende lokalplan for et areal på cirka 3.400 kvm beliggende i direkte forlængelse af den eksisterende genbrugsplads.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Sindbjerg, Hørning, Spentrup, Rudkøbing, Vamdrup og Dragør