På Vesterled Teglværk, der ejes af direktør Andreas Christensen, som også ejer A/S Bachmanns Teglværk, går det ganske fornuftigt.
På Vesterled Teglværk, der er hovedproducenten af standardmursten, har man mere end fordoblet resultatet i 2017. Mens resultatet før finansielle poster er steget til 11,4 mio. kr. fra 4,9 mio. kr., blev bundlinjen på 9,5 mio. kr. mod 4,9 mio. kr. året før. En ganske flot fremgang.
På A/S Bachmanns Teglværk har der også været fremgang, omend i en anden skala. Resultatet er også her forbedret, til 1,7 mio. kroner mod blot 100.000 kroner året før. Her produceres primært specialkomponenter i tegl.
Andreas Christensen er også medejer og sidder i bestyrelsen for Egernsund Tegl, der er salgsselskabet for de to - samt for en række andre teglværker i Danmark.
Ikke for hårdt pres
- I vores egne selskaber har det været et fint år, med en jævnt stigende efterspørgsel både herhjemme, men også i udlandet, så det kan vi ikke klage over. Det er en udvikling, der egentligt er gået jævnt over de sidste fire år, hvor markederne har set fornuftige ud, siger Andreas Christensen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Han tilføjer, at teglværkerne faktisk kører på maksimum kapacitet, og der laves mursten 24/7 og 16 timer dagligt.
- Det har været en fornuftig udvikling gennem de senere år, for vi er ikke blevet rendt over ende af efterspørgslen, og det ser ud til at 18 også bliver fornuftigt. 2019 kunne godt vise sig at være udmærket, men så er det vist også svært at se længere frem, siger han.
Den traditionelle mursten produceres fuldautomatisk, men i takt med, at der skal mere igennem, og produktionstiden udvides, skal der også flere til at overvåge produktionen.
Flere medarbejdere
Det har gjort, at medarbejderstaben hos Vesterled er steget med nogle stykker. Desuden er fremstillingen af specialprodukter også steget, og det mærkes hos Bachmann, hvor der i et underselskab produceres teglbjælker. Det har krævet mere mandskab - stort set en fordobling. Vesterleds eksportandel, der er til de nære markeder som Tyskland, Sverige, Norge og Finland, ligger på 35 procent, og den har også været stigende sideløbende med, at den danske efterspørgsel er steget.
- Tidligere havde vi under finanskrisen en eksportandel på omkring 70 procent, men det billede er helt vendt nu, siger han til Licitationen.
Teglværker kører på max - og tjener penge
Vesterled og Bachmanns teglværker er begge teglproducenter, hvor man mærker fremdriften i kraft af efterspørgsel og medvind i byggesektoren. Og resultaterne følger med